Aarhusiansk madmor kåret til årets madspildshelt
Ida Marie Lüders Rusbjerg har vundet stor madpris for sit arbejde i Vuggestuen og Børnehuset Jægergårdsgade.
Aarhusianske Ida Marie Lüders Rusbjerg er en af otte ildsjæle, der netop er blevet kåret af Arla Foods for at være med til at forbedre børn og unges madvaner.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Arla.
Det skete til Generation Food Award 2022 , som foregik 3. oktober i Industriens Hus i København foran 160 gæster og repræsentanter fra hele Danmarks fødevarebranche.
Ida Marie Lüders Rusbjerg er madmor i Vuggestuen og Børnehuset Jægergårdsgade, og hun indtænker reduktion af madspild i alt, hun foretager sig i køkkenet. Kreativ brug af rester og smittende madglæde er kendetegnende for Ida, der tager alle grød- og supperester i brug, når hun blandt andet bager eftermiddagsbrød til børnene. Al mad laves fra bunden, og når der er jordbær på menuen, bruger Ida toppen af bærret som pynt.
På den baggrund blev hun kåret som ’Årets Madspildshelt’.
»Ida Marie har fortjent prisen som ’Årets Madspildshelt’, fordi hun med smittende madglæde udfolder en kreativ tilgang til reduktion af madspild i vuggestuekøkkenet. Hun viser, at madmod og udnyttelse af råvaren kan gå hånd i hånd på en måde, som resulterer i nysgerrige børn, både i vuggestuen og derhjemme. Juryen fremhæver Ida Maries holistiske formået i køkkenet, og hvordan hun kan forbinde et stramt budget med økologi og madrester med kreativitet og madmod i en travl hverdag,« siger Sanne Vinther, som er direktør i Arla Fonden og formand for juryen.
Et kæmpe klap på skulderen
Årets vindere blev fundet i otte kategorier, der fra hver deres vinkel hylder de ildsjæle, som gør en forskel for børns madglæde.
Bag voteringen af vinderne stod en jury, der bestod af Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen, Jon Fuglsang, lektor og forsker i børns maddannelse, Judith Kyst, direktør for Madkulturen, Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen, Louisa Lorang, kok og opskriftsudvikling, Sanne Vinther, direktør for Arla Fonden og Mie Reihs, sidste års vinder af prisen ’Årets Madsjæl’.
»Der var tæt løb i alle kategorierne, for alle de nominerede har gjort sig fortjent til en vinderpris for den utrolige indsats, de gør for at forbedre børn og unges madvaner i Danmark. De kan alle klappe sig selv på skulderen, og vi håber selvfølgelig, at de vil fortsætte med deres fantastiske arbejde,« siger Sanne Vinther.