Lokal ildsjæl: »Hvis du vil se en ændring, må du selv være en del af den ændring«

Rebecca Veilgaard Christensen er indbegrebet af en ildsjæl. Gennem de sidste ti år har hun været stærkt involveret i alt lige fra trafiksikre naturspor til en lokal skatepark – begge dele i landsbyen Hylke. Samtidig har hun været med til at redde både den lokale skole og købmand fra nedlukning. Med sådan en historik skulle man måske tro, at frivillighed og Rebecca Veilgaard Christensen altid har gået hånd i hånd. Det er dog ikke helt tilfældet. I hvert fald ikke hvis vi spoler tiden tilbage til før 2011.

»Jeg studerede i København gennem flere år, og der var jeg ikke synderligt engageret i frivillighed. Der var man jo også bare en ud af mange.«

Hun er født og opvokset i Horndrup, og i mellemtiden har hun både været på højskole i Aarhus og boet et år i England, men det var mens hun boede i København, at mødte hun sin kommende mand, Flemming Veilgaard Christensen. I 2011 flyttede hun fra København og tilbage til hjemegnen – denne gang hed byen Hylke.

»Da vi mødte hinanden, havde han et hus nede i Hylke, og vi ventede vores første barn, så der flyttede vi ned. På det tidspunkt havde jeg nok ikke forventet, at jeg skulle bo fem kilometer fra Horndrup,« fortæller hun, og griner.

Skiftet blev dog startskuddet til en række store forandringer – både i landsbyen og i hendes eget liv.

Lokal lidenskab

I løbet af ti år blev et barn til fire, så familien i dag udover mor og far tæller Benedicte på 11 år, Kajsa på 8 år, Agnethe på fem år og Cornelius på knap 2 år. I mellemtiden har familien bygget deres egen landejendom fra bunden med både hunde, høns og grise. Derfor er der nok at se til for hende og familien. Alligevel har hun dog fundet tid til at kaste sig ud i det ene lokale projekt efter det andet. Det startede for alvor, da den lokale købmand stod til at lukke.

»Han ville egentlig gerne sælge butikken, men ingen ville købe den. Til sidst havde han ikke andre muligheder end at lukke butikken. Det syntes mange ville være rigtig ærgerligt. Der mangler noget liv, når en af de store tandhjul, der får en landsby til at køre rundt, mangler.«

Derfor besluttede hun og en gruppe borgere, at samle penge ind til at købe bygningen, og sørge for at butikken kunne blive drevet af borgerne. For dem var købmanden nemlig afgørende for sammenhængskraften i landsbyen.

»Det der er særligt med sådan en lille landsbybutik er, at det jo ikke kun er der man handler. Det er jo også der man snakker om alt muligt. Det er der, vi mødes, når vi tænder juletræet i starten af december. Det er mere end bare en butik.«

Den funktion ville Rebecca Veilgaard Christensen og de øvrige borgere gerne udvikle. Netop det kendetegn: at gøre byens institutioner såsom købmanden eller skolen til samlingspunkter er nerven i de projekter, hun har kastet sig over i sin tid i Hylke.

En landsby med liv

Ligesom med købmanden handlede projektet om natursporene også om at øge sammenhængskraften i landsbyen. Idéen var at skabe nogle gangstier i naturen mellem lodsejernes skel, så efterskoleeleverne fra Brørup kunne komme sikkert til og fra købmanden. Samtidig gav det borgerne i området mulighed for at nyde naturen.

»Det er jo en af de ting, vi synes er fantastisk ved at bo herude: vores natur. På den måde kan man se nogle sider af naturen, man ikke ellers ville få lov til at gå i, samtidig med at det også er nogle trafiksikre stier.«

Samme udgangspunkt gjorde sig gældende for skateparken, som Rebecca Veilgaard Christensen kalder det »helt store projekt.«

Projektet udviklede sig, fordi der herskede et ønske om at forskønne byen, samtidig med at der manglede noget for de lidt ældre børn i området. Siden har projektet udviklet sig til at skulle være en bypark.

»Min interesse i de her projekter bunder i, at vi er en størrelse landsby, hvor tingene ikke kommer af sig selv. Det er ikke givet, at vi bliver ved med at eksistere. Det er det, det hele i virkeligheden bunder i. Det er jo, at blive ved med at sørge for, at vi er en interessant by at flytte til.«

Derfor var det også et stort slag, da den lokale skole pludselig var lukningstruet. Her måtte hun og lokalsamfundet igen stå sammen.

»Alle foreningerne arbejder for noget fælles, der løfter hele byen. Så det er rigtig meget den følelse, der er her i området.«

Det fedeste ved den slags projekter er ifølge Rebecca Veilgaard Christensen, at man rent faktisk kan få nogle ting til at ske. Samtidig er det dog også det, der kan være hårdt.

»Hvis du ikke hjælper med at redde butikken, så er der ikke nødvendigvis andre, der gør det. Det betyder også, at man nogle gange må steppe op, og være den der går forrest på nogle ting.«

Frivillighed i blodet

Rebecca Veilgaard Christensens store lokale engagement kulminerede for nylig, da hun modtog Skanderborgprisen ”Sporen”. Hun er dog ikke sen til at anerkende både de mange andre frivillige kræfter i Hylke, samt hendes familie. Hun har nemlig fået frivilligheden ind med modermælken.

»Mine forældre har altid lavet meget frivilligt arbejde, så det er jo noget, vi har været vant til at se hjemmefra også. Det der med, at man kan få nogle ting til at ske.«

Det er blevet en del af familiens identitet. Rebecca Veilgaard Christensen har da heller ikke i sinde at stoppe lige foreløbig. Hun har dog et ønske fremtiden.

»Jeg håber lidt, at politikerne ser ideen i os. For nogle gange har det egentlig været dem, vi har brugt vores energi mest på. Det har også ærlig talt været lidt for mange ting de seneste år.

Især skolelukningen gav søvnløse nætter, og det er et godt eksempel på, hvordan det politiske apparat kan både med- og modarbejde lokale initiativer.

»Det nytter ikke noget, at man giver penge til en skatepark her i området, hvis man samtidig ikke vil støtte at børnene kan gå i skole her. For hvem skal så bruge parken? Vi forventer ikke, at der kommer en kommune og bygger en skatepark for os, men der er nogle basale ting, som vi ikke selv kan klare.«