Fortsæt til indhold

Pulje skal bidrage til bæredygtig vækst i dansk turisme

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse åbner nu for ansøgninger til en pulje på 54 millioner kroner målrettet lokale og tværgående turismeprojekter.

Samfund
sra

Turisme er en styrkeposition med stor betydning for Danmark, der efter et rekordår i 2019 blev hårdt ramt af COVID-19-pandemien. Men nu er dansk turisme på vej tilbage, og de foreløbige overnatningstal for 2022 er lovende for flere dele af turismeerhvervet, skriver Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse i en pressemeddelelse.

Tal fra VisitDenmark viser, at der i juli 2022 var 12,5 millioner turistovernatninger i Danmark, hvilket er 3,2 procent flere end i samme måned i 2019. Samlet set var der godt 36,9 millioner overnatninger og en vækst på 9,5 procent i perioden januar-juli sammenlignet med samme periode 2019.

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse vil understøtte en bæredygtig vækst i dansk turisme, der skal fastholde dansk turisme på vækstsporet via et mere bæredygtigt og konkurrencedygtigt turismeerhverv. Bestyrelsen åbner derfor for ansøgninger til en pulje på 54 millioner kroner, der er målrettet lokale og tværgående turismeprojekter.

Dorte Krak, medlem af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og administrerende direktør i Arp-Hansen Hotel Group, udtaler i pressemeddelelsen:

»Bæredygtighed rækker videre end miljø- og klimahensyn, og det skal vi have blik for, når vi udvikler fremtidens turisme. Turisterne og destinationerne efterspørger det allerede selv, og på den måde ser vi, at hele turismebranchen faktisk drager stor fordel af, at vi sætter bæredygtighed og hensyntagen til nærmiljøet på dagsordenen i vores turismeudvikling.«

Af de 54 millioner kroner kan de 43,1 alene søges af tværkommunale destinationsselskaber, mens resten kan søges af andre turismefremmeaktører til lokale og tværgående projekter.

Ansøgningsfristen er onsdag 1. februar 2023.