Fællesskab for fuld musik: Ebeltoftgarden genopstår til åbning af Ebelfestivalen

For mange ebeltoftborgere er Ebelfestivalen i efterårsferien en kærkommen lejlighed til at møde gamle venner og genoplive gode minder fra barn- og ungdom. Ikke mindst i år, hvor en af byens tidligere ’institutioner’, Ebeltoftgarden, samles i anledning af, at det er 50 år siden, den opstod.

Garden eksisterer ikke mere, men på festivalens åbning, 15. oktober, vil mere end 70 af de tidligere musikanter gå med i optoget fra havnen og til torvet, hvorfra de vil fortsætte rundt i byen og puste liv i nogle af de gamle marchnumre.

Idémanden til 50-års fejringen er tidligere garder, tømrermester Lennart Brouer, og arbejdet med at føre ideen ud i livet har en lille styregruppe stået for, bestående af blandt andre Hanne Ravn, Helle Sejersen og Susanne Lykke. De to sidstnævnte var med helt fra starten i 1972, på hver sin tromme, mens Hanne Ravn blev en del af gardens fællesskab som mor til to garderpiger og senere som bestyrelsesformand.

Fed følelse

To gange i løbet af september har de mange garvede gardere mødtes i Havnegården, den tidligere Starkbygning, for at øve.

»Det var simpelthen sådan en fed følelse at mødes igen, og det var nærmest som at blive sendt tilbage til ungdommen. Det fællesskab, vi havde dengang, buldrede frem lige med det samme, og det var så sjovt at se alle de kendte ansigter igen,« fortæller Susanne Lykke.

»Og det gik faktisk virkelig godt med at spille sammen. Det sidder åbenbart på rygraden af os, så det lød helt fornuftigt. Eller, det synes vi da i hvert fald selv, så må vi se, hvad folk i byen synes, når vi spiller på lørdag,« griner Helle Sejersen.

Alle tre har kun de bedste minder fra dengang garden var på sit højeste.

Øvede på spækbræt

Ebeltoft Garden blev stiftet af Kurt Elgaard i efteråret 1972. Den oprindelige ide var, at garden skulle bestå af gående og af ryttere til hest, men det sidste blev dog hurtigt opgivet. Nogle af de første til at tilmelde sig var Susanne Lykke og Helle Sejersen.

»I starten havde vi ingenting, ingen instrumenter og ingen uniformer. Vi øvede trommespillet på et spækbræt, kan jeg huske. Måske skulle de lige se, om der overhovedet var nogen, der kunne finde ud af det, før de gik ud og købte stort ind.«

Garden blev i første omgang sponsoreret af Ebeltoft Håndværker- og Borgerforening. Første rigtige koncert var i marts året efter til et stort støttebanko-arrangement på Fuglsøcentret, hvor pengene gik til garden. Der blev samlet 28.000 kroner ind, og derfra gik det slag i slag.

Garden, som bestod af børn og unge fra Ebeltoft, Mols, Helgenæs og Tirstrup-Balle området, voksede sig større og større, og havde i sin storhedstid helt op til 30 spillejobs om året, særligt i sommermånederne.

»Jeg tror, vi har spillet til samtlige byfester på hele Djursland,« siger Susanne Lykke.

»Men vi spillede også altid op til jul og altid i Ebeltoft den 23. december. Jeg kan huske, at ventilerne i trompeterne nogle gange frøs fast, og jeg kan næsten ikke tælle, hvor mange gange jeg har siddet forkølet juleaften, fordi vi skulle gå i de der små uniformsnederdele på den tid af året,« siger Helle Sejersen.

Et værre menageri

Det var dog ikke kun på Djursland, at Ebeltoftgarden turnerede rundt i deres først æblegrønne uniformer, og senere blå. Hele landet fik glæde af dem, til for eksempel ringridning i Sønderjylland eller helt ovre i hovedstaden.

»Jeg kan huske engang vi var på vej hjem med færgen. Vi havde lavet en aftale om, at hvis vi spillede ombord, så ville vi få mad til alle garderne, men da vi blev præsenteret over højtaleren, blev vi kaldt pigegarden. Det ville drengene ikke finde sig i, så de løb op til personalet, som hurtigt fik det rettet, og så ville de gerne spille,« fortæller Hanne Ravn.

Der var også mange ture til udlandet, blandt andet Frankrig, Tyskland, Norge og Sverige. Da garden var størst sidste i 70’erne var der hele 78 medlemmer, så de var nødt til at køre i to busser.

»Og det var altså et værre menageri. Forestil dig alt det udstyr, vi skulle have med. Sådan nogle unge mennesker på 14-15 år, der skulle have styr på både instrumenter, alt vores tøj og ikke mindst uniformerne.«

En uniform bestod af lange støvler, flere hold nylonstrømper for en sikkerheds skyld, en nederdel og bluse, hue og klips til huen, jakke, slag, handsker, nodetaske, snore, sløjfe til håret og bandoler til instrumentet.

Heldigvis var mange forældre godt engageret i garden, heriblandt Hanne Ravn, som i mange år også kørte bussen.

»Det var virkelig ikke for svæklinge. Vi havde også mad med, og jeg tror, der engang er blevet smurt mere end 600 rundtenommer ad en omgang på en rasteplads.«

En anden tid

For Susanne Lykke og Helle Sejersen var det en hel speciel tid at være i garden, som de var en aktiv del af i cirka 10 år. Sammenholdet var stærkt på tværs af alder og køn, og man følte sig som garder både sej og stolt, når man var ude at repræsentere byen. Garden gav en følelse af, at man var fælles om noget, nemlig at spille musik, og det var trygt, for man skulle ikke præstere helt alene, men som en del af et hold.

»Det var også et forpligtende fællesskab, anderledes end man ser det i dag i foreningslivet. Vi mødte op hver gang, for det skulle man, og jeg har da måttet sige nej tak til familiefester og så videre flere gange, for garden kom først,« fastslår Susanne Lykke.

Det helt særlige fællesskab opstod ikke kun hos de unge.

»Ebeltoftgarden var sådan en institution, som sugede os allesammen ind, og alle var helt dedikerede og bakkede op om gruppen og alle de praktiske ting, der skulle klares. Mange af de med-forældre, vi mødte i garden dengang, ser vi stadig og holder ferier og nytår og så videre med, så det har givet venner for livet for både os og vores børn,« fortæller Hanne Ravn.

Fra midten af 00’erne begyndte det langsomt at knibe med tilslutningen til garden.

»Tiderne ændrer sig. I gamle dage havde enhver by med respekt for sig selv jo en garde, i dag har næsten ingen en garde, og flere har måttet slå sig sammen for at kunne få nok på holdet. Da vi startede, var der meget få sportstilbud i Ebeltoft, så der var slet ikke lige så stor konkurrence, som der er i dag, om de unges opmærksomhed.«

I 2018 spillede den for sidste gang. Eller, det vil sige, det gjorde den ikke, for som sagt, så kan Ebeltoftgarden, dens musik og måske også det stærke fællesskab opleves igen på gaderne under Ebelfestivalen lørdag 15. oktober.

Her vil blandt andet blive spillet Københavnermarchen, Anchors Aweigh og selvfølgelig Molboernes Parademarch. Ingen vil forsøge at klemme sig ned i de gamle uniformer igen, men når turen er slut, mødes hele garden og andre tidligere medlemmer, faktisk i alt 100, til frokost og flere gensyn på Restaurant Mellem Jyder.

»Vi er helt overvældede over, at så mange har meldt sig til både at spille og til fødselsdagsfrokosten. Og hvem ved, det kan jo være, at vi synes, det bliver så sjovt at spille i byen igen, at vi får lyst til at komme igen næste år. Hvis altså vi får lov.«