Fortsæt til indhold

Ny beregning: Hvad koster det at finansiere et huskøb i Syddjurs?

Selvom renten er steget, er det i et historisk perspektiv stadig relativt billigt at optage et realkreditlån.

Samfund
sra

Den seneste tids stigende renter har gjort det dyrere at finansiere et huskøb. Køberne skal derfor betale en højere pris for at få foden inden for på ejerboligmarkedet, men set i et historisk perspektiv er det stadig relativt billigt at optage et realkreditlån. Det er konklusionen på Nordea Kredits beregninger af, hvad det koster at finansiere et huskøb i Syddjurs Kommune, skriver danbolig i en pressemeddelelse.

Boligsidens markedsindeks for august viser, at et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter på Syddjurs koster 1.850.000 kroner. Hvis købet finansieres med et fastforrentet 30-årigt realkreditlån uden afdragsfrihed på 80 procent af købesummen og kombineres med et 30-årigt banklån på 15 procent og 5 procent i udbetaling, så løber den månedlige betaling op i 8.100 kroner.

»Selvom det er blevet dyrere at finansiere sit huskøb det seneste år, så er det nuværende renteniveau ikke voldsomt højt, hvis man tager de historiske briller på. Vi har de seneste år vænnet os til historisk lave renter, hvor realkreditrenterne i nogle tilfælde endda var negative, og selvom det kun er naturligt, at renten nu stiger, så bekymrer det nogle købere,« siger Lars Blach, indehaver af danbolig Ebeltoft.

»Man skal derfor huske på, at en del af den månedlige betaling på banklån og realkreditlån går til afdrag. Boligejere oparbejder dermed noget friværdi, der senere kan komme dem til gavn. Det står i kontrast til lejeboligerne, hvor huslejen også stiger, men uden den fremtidige økonomiske gevinst. Samtidig har boligpriserne flere steder fået et nøk ned, så køberne skal optage et lidt mindre lån,« tilføjer han.

Fire gode råd

Boligmarkedet vil altid være kendetegnet af en vis mængde usikkerhed, men de seneste år har været udover det sædvanlige. Det skyldes i høj grad coronakrisen og senest også inflationen, som har sat sit præg på boligmarkedet.

Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom i Nordea Kredit, har derfor i samarbejde med danbolig udarbejdet fire gode råd til at finde fodfæste i det nuværende boligmarked.

»Det er nemt at blive nervøs, når renten stiger, og når der er udsigt til faldende boligpriser. Men det er værd at huske på, at over mange år, så er det normalt en god ide at være boligejer. De fire gode råd kan forhåbentlig være med til at give boligkøberne ro i maven i disse turbulente tider,« siger boligøkonom Lise Nytoft Bergmann.

»Vores første råd er at købe bolig med brug for øje. Man skal derfor tage stilling til, om tidspunktet er det rigtige for ens familie, og om boligen passer til ens behov på lang sigt. Det leder os videre til det næste råd, som er at have en lang tidshorisont. Tommelfingerreglen er en tidshorisont på fem år, men i det nuværende marked er det fornuftigt at tænke længere frem,« siger Lars Blach og tilføjer:

»For det tredje anbefaler vi at bruge dine rådgivere. Boligkøb er en af de største investeringer i vores liv, så tag dine rådgivere med på råd. Vores fjerde og sidste råd er, at man ikke behøver at blive voldsomt nervøs over uro på boligmarkedet. Det er noget, de fleste boligejere kommer ud for flere gange i deres ejertid, og hvis man har en lang tidshorisont, så har historien vist, at boligkøb er en god investering.«