Kørestolsbruger: »Jeg vil gerne sende ros til Auning Sygeplejeklinik«

Henning Lanng Sørensen har siddet i kørestol siden 1990. Han har altid klaret sig selv, men i foråret fik et liggesår lavet om på det. Siden marts har han derfor dagligt haft besøg af hjemmeplejen Allingåbro og sygeplejersker med speciale i sår fra Sygeplejeklinikken i Auning, og selv om det har været en blandet fornøjelse, sådan pludselig at skulle have hjælp, så har han kun ros til medarbejderne.

»De gør det så godt. Jeg synes altid kun, man hører brok over sundhedsvæsenet og hjemmeplejen, den ene negative historie efter den anden, så nu synes jeg altså, det er tid til at sende noget ros af sted.«

Lam fra brystet og ned

58-årige Henning Lanng Sørensen er vokset op i Langkastrup ved Randers. Han sad sjældent stille som lille dreng og senere ung mand, ung, og han har arbejdet fra han var 14 år.

I 1990, i en alder af 26 år, var han ude for en ulykke. Han sad bag på en motorcykel, der kørte galt. Henning Lanng Sørensen landede i en grøft, ramte et betondæksel og ødelagde sin rygmarv. Føreren af motorcyklen, som ikke kom til skade, flygtede fra stedet. Henning lå i grøften i flere timer, så da han endelig blev fundet, var hans kropstemperatur 26 grader.

Han havde en oplevelse af at være ved at dø.

»Jeg så mig selv udefra, men det var slet ikke ubehageligt, faktisk nærmere rart og helt uden frygt. Det var varmt, roligt og et godt sted at være. Det er sikkert bare et eller andet, min hjerne har skruet sammen, og jeg ved da ikke, om det er sådan, det er at dø, men jeg er i hvert fald ikke bange for det i dag.«

Da ulykken skete, arbejdede han hos Milliken i Mørke, og her fik han, efter lang indlæggelse og genoptræning, også lov at komme tilbage. Lige inden havde han købt hus ved Øster Alling, som han havde sat i stand fra top til bund. Tilfældigvis på en sådan måde, at det faktisk var utroligt kørestolsegnet, og han behøvede derfor ikke at flytte. Han har boet der siden, og er med hans egne ord blevet kendt i bybilledet som ’ham i kørestol’.

»Jeg har aldrig haft ondt af mig selv og har altid mødt alle udfordringer med sådan en, nå, jamen så finder vi også ud af det. Jeg kan jo se, at der er mennesker, der har det meget værre end mig, så jeg har sgu ikke noget at tude over. Jeg har jo alle årene klaret mig selv og gjort hvad jeg ville uden få hjælp. Og jeg har altså prøvet meget i mit liv som kørestolsbruger, blandt andet været på landsholdet i kørestolsrugby, som jeg faktisk var med til at starte op,« fortæller han og fortsætter listen af udskejelser, det er lykkedes ham at bedrive på trods af rygmarvsskaden.

»Jeg har stået, eller retter, siddet på vandski, kørt gokart, været oppe at flyve svævefly, kørt med hundeslæde i Norge og Sverige og rapellet ned ad et vandfald. Jeg kunne blive ved. Min holdning er, at man kan hvad man vil, uanset om man kan gå på sine fødder eller sidder i kørestol.«

16 timer i døgnet

Al aktiviteten blev dog sat på pause i marts i år, da Henning Lanng Sørensen fik rosen i det ene ben.

»Jeg blev indlagt på sygehuset i Randers, og der lå jeg en måned. Da jeg kom hjem, havde jeg fået så mange vabler i røven af bare at ligge ned, så jeg kontaktede hjemmeplejen i Norddjurs Kommune. Der kom en fra Sygeplejeklinikken og kikkede på det, og så fandt hun et gammelt siddesår. Det var faktisk så stort, at man kunne få en hel knytnæve ind i det.«

Siden da har han fået besøg hver eneste dag af ansatte fra klinikkens afdeling i Auning, og i starten måtte han kun være oppe af sin seng fra 9-12 og 16-20.

»Jeg lå ned 16 timer i døgnet i flere uger. Jeg har altid klaret mig selv, også efter jeg blev lam, så det her har været noget af et turn around - at skulle have hjælp hver dag.«

Han synes især det har været en udfordring, at der kommer så mange forskellige - og ukendte ansigter - i hans hjem.

»De følges tit to og to, og den ene kender jeg som regel, men der er også næsten altid en ny med. Det er ikke så rart, at så mange ender med at kende koden til mit hus, og selv kan lukke sig ind. De er allesammen søde og rare, men det ville være mere trygt, hvis der var flere gengangere.«

Derfor har han også en bøn til politikerne:

»Jamen, jeg kan jo godt frygte, at de kunne finde på at spare yderligere på sundhedshuset og sygeplejeklinikken, og det ville virkelig være ærgerligt. Så en hilsen til politikerne her fra er, at de ikke skal spare penge på det her område. Det er af stor betydning, at der fortsat er fastansatte i den kommunale sygepleje. Det betyder meget, at det er en man kender, ellers kan det blive lidt utrygt, men de gør det alle sammen virkelig godt. Selv om det sgu har været lidt op ad bakke alt det her sårhalløj, så har jeg virkelig været glad for den behandling, jeg har fået, og det vil jeg gerne rose hjemmeplejen og især dem, der behandler sår for. De har givet mig en tro på, at jeg nok skulle komme til at blive mig selv igen.«

Forløbet for Henning Lanng Sørensen sårbehandling er heldigvis i sin afsluttende fase, og midt i oktober vendte han igen tilbage til sit fleksjob i Juniorklubben i Grenaa.

»Det er skønt at være tilbage,« afslutter han.