Hjemmebag for en god sag: »Vi måtte næsten melde udsolgt«
Elever fra Skanderborg Realskole solgte hjemmebagte kager i stor stil. Pengene gik til udsatte børn.
»Man kan ringe derind, hvis man er ked af noget, eller man bliver mobbet, eller drillet i skolen.«
Sådan beskriver Emma K. fra 2. B på Skanderborg Realskole formålet med Børnetelefonen. Sammen med to af hendes klassekammerater Karl og Jonathan samt Anja Hou, som er Karls mor, lagde de fredag 7. oktober vejen for Uge-Bladet Skanderborgs redaktion for at sælge kager.
»Alle de penge vi får, de går direkte til børnetelefonen,« forklarede Jonathan.
»Så kan de nemlig fortsætte deres gode arbejde.«
De hjemmebagte kager blev hovedsageligt solgt fra kageboder på Skanderborg Realskole fra klokken 13.30-15.30. Allerede inden boderne åbnede var der en »mega kø« fortalte Anja Hou.
»Vi kommer næsten til at melde udsolgt, vil jeg tro.«
Og det er vigtigt, at det er vigtigt, at BørneTelefonen eksisterer. Den tjener nemlig et vigtigt formål, fortalte Karl fra 2. B.
»Det er sådan, hvis der er nogen børn, der har brug for hjælp, og som ikke kan klare sig selv, så kan de ringe ind. Og det er godt.«
Samler ind i hele landet
I hele oktober måned bliver der bagt og solgt kager for en god sag rundt omkring på skoler og institutioner i hele Danmark. Mere end 75.000 børn fra godt 2.600 institutioner, skoler og private familier har meldt sig til at bage for BørneTelefonen, som drives af Børns Vilkår. Alt det, børnene får bagt, vil blive solgt i kageboder, online eller til familie, naboer og venner. De midler, som børnene tjener på at sælge deres bagværk, går til drift og udvikling af BørneTelefonen. Det er 18. år i træk, at børn landet over bager for at hjælpe andre børn.
Sidste år havde BørneTelefonen 55.000 rådgivningssamtaler med børn og unge, der havde det svært. Samtalerne handlede bl.a. om ensomhed, svigt, mobning og selvmordstanker. Telefonen har eksisteret siden 1987 og har åbent alle dage året rundt.