Enlig mor med anderledes hobby scorer 218.000 kroner
23 kampe spot on - og så blev en midaldrende kvinde fra Nordjylland en stor slat penge rigere.
En midaldrende kvinde fra Nordjylland trak på sin viden om esport, fodbold og håndbold – og måske en smule på heldet - da hun i sidste uge spillede en kupon med 23 kampe lige på: Hun ramte samtlige kampe og vekslede dermed 125 kroner til en gevinst af de større: 218.643,50 kroner.
Det oplyser Danske Spil.
»Jeg spillede for 50 kroner mandag aften, og der vandt jeg 125 kroner. Dem spillede jeg så for igen, og så vandt jeg over 200.000 kroner,« fortæller kvinden med et stort grin.
Helt i chok
Kvinden fra Nordjylland kombinerede sin viden fra e-sport, fodbold og håndbold - og ramte den altså lige i røven.
»Jeg var helt i chok, da jeg fik beskeden tirsdag aften. Det er jo skørt! Det er jo helt vildt sindssygt! Jeg har da spillet før, hvor jeg tænker, at det havde givet mere mening, hvis jeg havde vundet på dem. Det er jo held, det her,« udbryder hun.
Der er dog ikke kun held involveret.
»Jeg interesserer mig en del for e-sport, og jeg har da undersøgt tingene. Det er en af de store turneringer, de er i gang med, og det er sådan med CS-GO, at mens det godt kan være lidt risikabelt med de små turneringer, der ikke betyder noget, så er den rimeligt sikker med de store. Og jeg har sat mig ind i, hvem der er favoritter,« siger hun med henvisning til computerspillet ’Counter Strike Global Offensive.’
Måske en lidt anderledes hobby end hendes jævnaldrende med samme køn.
»Jeg synes måske også, at drengenes hobbyer er lidt federe end pigernes. Der er i hvert fald ingen af mine veninder, der gider sidde og se CS-GO lørdag aften – men det er altså megafedt,« siger hun.
Vinderen har dog bestemt sig for at beholde pengene - og ikke satse dem igen.
»Haha, nej. Jeg har allerede trykket på ’udbetal’. Men jeg ved faktisk ikke rigtigt, hvad jeg skal med dem. Udover at jeg lige har lige bestilt en ny cykel. Jeg kan godt lide at cykle,« siger hun.
»Og måske kunne jeg også godt finde på at købe billet til en stor CS-GO-turnering,« tilføjer hun.