DM i løbehjul: Lokal skateklub vandt tre gange guld
Årets udgave af danmarksmesterskaberne i løbehjul blev domineret af deltagere fra Omega Skate Klub i Søften. Nu håber klubben på at gentage succesen ved de nordiske mesterskaber til december.
Omega Skate Klub har haft svært ved at få armene ned den seneste tid. Klubben hev nemlig intet mindre end fem medaljer og flere topplaceringer hjem ved danmarksmesterskaberne i Scoot 28. august.
»Jeg synes, det er mega sejt gået af de her drenge,« fortæller Tina Kørting, der er frivillig i klubben, begejstret.
Scoot er betegnelsen for løbehjulssport. Det er en disciplin, som Omega Skate Klub er særligt stærke i.
»Drengene er jo mega dedikerede. De kan bruge en hel dag på at øve det samme trick igen og igen, indtil det sidder i skabet. Vi var den klub, der hev flest medaljer hjem, og det synes jeg bare, er vildt sejt gået.«
Scoot er delt op i disciplinerne ’street’ og ’park’. I street disciplinen kører man på baner, der minder om byens gader, med små trapper, gelændere og afsatser. I ’park’ disciplinen køres der særligt på store ramper. Klubben er vært for netop denne disciplin ved kvalifikationen til de nordiske mesterskaber.
Vigtig eksponering
I juni var Omega Skate Klub vært for vestpuljens kvalifikation til DM i Scoot, og klubben gentager altså successen til december, hvor kvalifikationen til de nordiske mesterskaber finder sted. Det er vigtigt for klubben med disse arrangementer, da de er med til at skabe dyrebar opmærksomhed om klubben.
»Arrangementet var jo åben for alle, og der kom masser af venner, forældre og bedsteforældre og kiggede, så det giver helt sikkert noget ekstra med de her kvalifikationer.«
Ligesom ved danmarksmesterskaberne er de nordiske mesterskaber også delt op i flere kategorier. Det er unge i kategorierne U11, U12 og U13, der kører. Turneringen afsluttes typisk med de to store konkurrencer AM (amatører) og PRO (professionelle), som er uden aldersbegrænsning.
Man bliver bedre af at køre heroppe. Man får bedre venner, og lærer nye mennesker at kendeMark Lunde Bruun, nordisk mester i løbehjul
Inden for løbehjul og ekstremsport generelt opererer man ofte med betegnelserne amatør og professionel til at skelne mellem udøvere som er sponsorerede eller som ikke er. Mange af klubbens løbehjulskørere er sponsorerede.
Øjner nordisk hæder
Lokalavisen har fanget tre af klubbens profiler, som har hevet medaljer hjem til klubben. De er ikke sene til at anerkende klubbens indflydelse på deres bedrifter.
»Jeg havde nok ikke været så god, som jeg er i dag, hvis det ikke havde været for klubben og hallen. Det er bare mega fedt, den er her,« sagde Bertram Bach, der har kørt løbehjul i omkring tre år og vandt U12-guld ved danmarksmesterskaberne.
Han bakkes op af Lauritz Kørting, der ligeledes har kørt løbehjul i tre år, og vandt U13-guld.
»Ligesom Bertram. Altså man ville ikke være ligeså god, hvis hallen ikke havde været her. Det er helt sikkert.«
Mark Lunde Bruun vandt guld ved sidste års nordiske mesterskaber, og er enig med de to andre.
»Jeg kører, fordi det er hyggeligt og spændende, og fordi det giver et adrenalin kick«
Han har kørt i fem år og træner også hver dag. Det skyldes i høj grad miljøet omkring klubben.
»Man bliver bedre af at køre heroppe. Man får bedre venner og lærer nye mennesker at kende.«
9.-11. december er der finale i Scoot i Stavanger. 3.-4. december afholdes kvalifikationen til finalen i Omega Skate Hal i Søften. Her har alle mulighed for at komme og heppe og se løbehjulskørerne fyre fede tricks af.
30. oktober er der åbent hus i hallen, hvor der blandt andet vil være opvisning fra klubbens egne løbehjulskørere.