Højeste antal konkurser i 12 år
I de første ni måneder af 2022 er 308 østjyske virksomheder erklæret konkurs. Det er det højeste siden 2010. Det er især virksomheder, der blev hårdt ramt under coronakrisen, der nu går konkurs.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at 308 østjyske virksomheder med aktiviteter blev erklæret konkurser i løbet af de første tre kvartaler af 2022. Det fortæller Dansk Erhverv i en pressemeddelelse.
Det er en kraftig stigningen sammenlignet med 2021, hvor 207 virksomheder gik konkurs i samme periode. Ikke siden 2010 har der været så mange konkurser i løbet af de første 9 måneder. I 2010 blev 395 virksomheder erklæret konkurs i årets første 9 måneder.
Ramt af coronakrisen
Det er især de virksomheder, der har været hårdest ramt under coronakrisen, der nu går konkurs. Det kan være virksomheder, der i perioder har været helt eller delvist lukket ned. Det kan være for eksempel restauranter eller detailbutikker, der ikke kunne byde kunderne indenfor, og derfor ikke have nogen omsætning. Samtidig havde de stadig en række regninger, der skulle betales. Det gav røde tal på bundlinjen. Resultatet af det er, at flere virksomheder er blevet erklæret konkurs i 2022.
Den kraftige stigning i konkurser kommer dog ovenpå meget få konkurser under coronakrisen. Der har været forholdsvis få konkurser i 2020 og 2021, fordi virksomhederne under coronakrisen har haft mulighed for at udskyde betalingen af en række moms- og skattebetalinger. De udskudte skatter er blevet konverteret til rentefrie coronalån. Coronalånene skal tilbagebetales i løbet af 2022 og 2023. Langt de fleste virksomheder har betalt coronalånene tilbage, men der er desværre virksomheder, der nu må dreje nøglen om, lyder det videre fra Dansk Erhverv.
Flere konkurser
De mange konkurser kommer til at fortsætte i år og næste år, hvor flere virksomheder, der blev voldsomt ramt af coronakrisen, vil gå konkurs. Samtidig vil de høje energipriser og modvind til dansk økonomi også få flere virksomheder til at gå konkurs. Energiregningen er eksploderet for mange virksomheder, fordi energipriserne er fløjet i vejret. De galoperende energipriser bliver en stor udfordring for mange virksomheder i løbet af de næste 12 måneder.