Skolejubilæum: Kan du huske dengang....
70 år efter realeksamen samledes gamle skolekammerater fra Asnæs Kost- og Realskole på Djursland.
Der er mandag og tirsdag blevet udvekslet masser af skoleminder, mens seks klassekammerater fra den afsluttende realeksamen i 1952 fra Asnæs Kost- og Realskole i Nordvestsjælland har markeret 70 års dagen.
I 1952 var der 30 elever i den klasse, som forlod skolen med realeksamen. 18 lever stadig - og seks af dem var samlet mandag ved indtjekning på Gjerrild Kro, hvor snakken hurtigt kom i gang ved kaffebordet og aftenens spisning. 70 år efter at de sagde farvel til hinanden og skolegangen. En af dem, Ib Madsen, var i 12 år - fra 1990 til 2002 - socialdemokratisk borgmester i Ry Kommune - og han var med til jubilæet.
Tirsdag gæstede man den store landbrugsejendom Næsgaard vest for Grenaa - i Kolindsund, der engang var Jyllands største sø, men blev afvandet i årene 1872-1880 for at skaffe Danmark mere landbrugsjord. Og i dag går diskussionen så på, om man skal standse pumperne og lade vandet stige igen.
Fra Lammefjorden
»Vi er jo alle vokset op i nærheden af Lammefjorden, hvor man også driver landbrug på inddæmmet jord, så vi var glade, da John Eriksen, der er tredje generation på Næsgaard sagde ja til at huse os ved frokosttid og ville bruge tid på at fortælle om gårdens historie og hvad der skete med Kolindsund,« siger en af de gamle elever, Bent Gyldenvang.
Vi har aftalt, at hvis vi lever til den tid, vil vi mødes igen om fem år og markere 75 års jubilæet. Jeg er trods alt, den eneste af os, som bruger rollatorBent Gyldenvang
Han blev selv elektromekaniker og drev i mange år eget firma i Grenaa, og det var ham, der i 2002 tog initiativet til at samle eleverne igen ved klassens 50 års jubilæum.
»Siden har vi mødtes flere gange blandt andet på Bornholm og Langeland, mens det er tredje gang, vi er samlet på Djursland. Og vi har aftalt, at hvis vi lever til den tid, vil vi mødes igen om fem år og markere 75 års jubilæet. Jeg er trods alt, den eneste af os, som bruger rollator,« siger Bent Gyldenvang, der i mange år var aktiv i det lokale idrætsliv i Grenaa og Hammelev - og spillede sin sidste fodboldkamp som 68-årig i Grenaa Old Boys, hvor han var en kasserer med styr på pengesagerne i en årrække. I de år var det ikke let at skylde i kontingent.
Driften af Næsgaard
Under mødet på Næsgaard blev der af de aldrende skolekammerater spurgt interesseret ind til driften af en gård i Kolindsund - og om man som ved Lammefjorden, der er kendt for sine gulerødder, også dyrker specialprodukter.
John Eriksen, der ikke lagde skjul på, at han ikke er en landmand, som de er flest, stod på bedste skolelærermanér med pegepind og tavle og fortalte om, hvordan han har drevet Næsgaard i 28-29 år - og før det gjorde hans forældre det i lige så lang tid.
Det førte helt naturligt til et spørgsmål fra salen om der kommer en fjerde generation til?
Mine naboer siger tit, at her har tiden stået stille i mange år - og noget er der nok om det. Jeg er ikke meget for det moderneJohn Eriksen
»Det tror jeg ikke. Jeg har godt nok en datter, men hun er ikke forelsket i landbrug. Mine naboer siger tit, at her har tiden stået stille i mange år - og noget er der nok om det. Jeg er ikke meget for det moderne og går ikke ind for store svinefabrikker. Jeg kører også helst i gamle biler og det yngste maskineri er en mejetærsker fra 1990. Men jeg er hammerglad for at bo her,« fortalte John Eriksen de jubilerende skoleelever.