Selvom de er alene, har de det godt
Bekymringerne for sikkerheden stiger, når danskerne går på ferie. Nu opfordrer organisation til at slappe af.
Dyrenes Beskyttelse oplever flere opkald fra bekymrede borgere, når danskerne går på ferie. Især sæler, der opholder sig alene på strandene får mange danskere til at ringe til organisationens vagtcentral.
»Det er tydeligt at mærke på telefonerne, at skolerne har ferie. Folk har tid til at gå en tur på stranden, og her spotter de ofte sæler,« siger Michael Carlsen, biolog i Dyrenes Beskyttelse.
Danskerne opfatter ofte sæler som sociale dyr, der holder til i flok, derfor peger Michael Carlsen på, at mange danskere henvender sig til vagtcentralen.
»Når sælerne har brug for at hvile sig, kommer de op og lægger sig på stranden, på havnen eller på nogle sten. Sæler opholder sig ikke i havet hele tiden,« forklarer Michael Carlsen.
Dyrenes Beskyttelse opfordrer til at ringe, hvis dyret har synlige sår, eller er ualmindeligt tynd. I det tilfælde vil personalet kunne vejlede ud fra sælens tilstand.