Fortsæt til indhold

Forbruget af råstoffer i anlægsarbejder skal ned

Der kan bruges langt mindre stabilgrus og sand til parkeringspladser, cykelstier, gågader, indkørsler og havebelægning. Nyt partnerskab vil sætte flere konkrete anlægsprojekter i gang.

Samfund
gs

Hvis der skal være sand, grus og sten nok til de kommende generationer, skal der tænkes nyt og anderledes. Alene i Region Midtjylland svarer forbruget af råstoffer til, at hver indbygger bruger 1 kg råstoffer hver time døgnet rundt.

Sammen med anlægsgartnerfirmaet OKNygaard A/S har Region Midtjylland inviteret offentlige og private fagpersoner og interessenter fra hele råstof-kredsløbet lige fra anlægsgartnerskole til asfaltproducent. Foreløbig har partnerskabet haft to workshops, hvor de er mødtes på Jordbrugets Uddannelsescenter i Beder for at give en ny tilgang til råstoffer i anlægsarbejder luft under vingerne.

»Der er meget ”plejer” i anlægsbranchen, og det er ikke bæredygtigt, at man anlægger torve eller private indkørsler med samme mængde stabilgrus, der egentlig er retningslinjer for veje, hvor der skal køre biler i 30 år,« siger Kristoffer Sindby, udviklingschef for klimatilpasning hos det landsdækkende anlægsgartnerfirma OKNygaard A/S, i en pressemeddelelse.

»I Region Midtjylland har vi en ambition om at være med til at sikre en bæredygtig forvaltning af råstoffer. Dette partnerskab er et godt eksempel på, hvordan vi kan samarbejde om det helt konkrete på tværs af offentlige myndigheder og private virksomheder. Hvis vi kan ændre noget grundlæggende her, er der et meget stort volumen af materialer, vi kan spare,« siger Bent B. Graversen (V), formand for Region Midtjyllands udvalg for regional udvikling.

Bagud og fremad

På partnerskabets første workshop i maj blev der set på mulige løsninger og udpeget områder, hvor der kunne være potentiale for at spare på de nyopgravede råstoffer. På den anden workshop i september blev der arbejdet på at udpege konkrete områder i anlægsarbejder, hvor råstofforbruget kan reduceres.

»Et fællestræk for hele partnerskabet er, at vi alle sammen har lysten til at bidrage og ændre vores vaner i nær fremtid. Ambitionen er at sikre, at vi sammen kan tage ansvar på et solidt fundament af nye normer og standarder, som vi udarbejder sammen. Det er helt nødvendigt med nye retningslinjer, så vi alle tør ændre den vane, som vi er kommet ind i. Desuden skal vi turde kigge på andre værdier som CO2-reduktion og rovdrift på vores naturlige ressourcer, hvis vi skal gøre noget anderledes i hele branchen fra bygherre til udførende,« siger Kristoffer Sindby fra OKNygaard A/S.

Tre eksempler

Et af partnerskabets projekter skal i første omgang opfinde en simpel metode til at undersøge lagene under overfladen på 10-50 nuværende belægninger, hvor der kører let trafik eksempelvis fortove og cykelstier.

Der kan nemlig potentielt være en stor råstofbesparelse ved at genbruge lagene, når disse belægninger skal renoveres.

Et andet projekt inkluderer nye parkeringsarealer ved en regionsbygning i Silkeborg, hvor en ny letstabil sammensætning af råstoffer skal testes. Under parkeringsarealerne kan forskellige områder med varierede mængder af sand kontra grus og sten testes for at undersøge holdbarhed. Dette vil kunne spare store mængder grove fraktioner, som er særligt udsatte for at blive en mangelvare i fremtiden.

Et tredje projekt bliver en testvej i en råstofgrav for at undersøge, hvor få grove råstoffraktioner man kan nøjes med at bruge under en vej, hvor der er meget tung trafik. Fyldte lastbiler med anhænger, der kører ud af råstofgravene, vejer typisk 40 tons, så hvis vejene i råstofgravene kan holde til mindre befæstelse, kan almindelige veje formentlig også holde til det.