Ferie-vejr: Torden, frost og 19 graders varme
Der bliver store udsving rent vejrmæssigt i uge 42.
Mange danskere har ferie i uge 42.
Den uge begynder blæsende, men kommer også til at indeholde både frost og op til 19 grader.
Søndag står i blæstens tegn - helt op til kraftige vindstød. Først i den vestlige del af landet, så den østlige.
»Der kan godt komme nogle hidsige byger,« siger Mette Wagner, vagthavende meteorolog ved DMI, Danmarks Meteorologiske Institut, til Lokalavisen.dk.
Bygerne vil dog bevæge sig hurtigt væk.
Risiko for torden
I det nordvestlige egne er der risike for torden, men sandsynligeveis vil det meste af den foregå ude over vand.
Temperaturerne søndag vil ligge mellem 12 og 15 grader.
Vejret mandag bliver et godt stykke henad vejen en gentagelse - medmindre, man befinder sig på Lolland-Falster.
»Her regner vi med sol og op til 19 grader,« siger Mette Wagner.
Fremme ved onsdag kommer resten af landet til at nyde godt af solen. Dagtemperaturerne kommer her til at bevæge sig mellem 9 og 13 grader.
Nattefrost
Anderledes ser der ud torsdag morgen. Vinden og skyerne er væk, derfor bliver det koldt.
»Vi får ned til minus 3 grader,« siger meteorologen, og fortsætter:
»Der er en kamp lige nu mellem vinter og sommer.«
Fredag, lørdag og søndag er prognoserne i skrivende stund ret usikre.
En ting er dog sikker:
»Det bliver ustadigt,« siger Mette Wagner.