Søren er suveræn med champagne-sabel
Søren Borbye fra Klassisk 65 i Jægergårdsgade er kåret som Danmarks bedste med en champagne-sabel
For andet år i træk har Søren Borbye fra Restaurant Klassisk 65 i Aarhus bevist, han er ørn med en sabel.
Lørdag blev han igen kåret til vinder af DM i champagnesabling.
Søren Borbye landede foran Nick Schøler, Schøler Fine Dining i Silkeborg og Christian Wendt fra København.
Der blev dog ikke blot åbnet champagne ved arrangementet.
Der skulle også åbnes østers. Her gik sejren ved de officielle Danmarksmesterskaber i Østersåbning til Jesper Knudsen.
Der skal dystes på tid, præsentation og kvalitet i åbningen af 30 østers.
»Shit hvor vildt. Indledende runde var mega tæt. Men med en åbningstid på 2,18 minutter i finalen var den hjemme,« lød det fra en lykkelig Jesper Knudsen, da sejren var i hus.
Det er 10. gang i træk, kokken løber med den titel.
Han vandt foran Nick Schøler fra Silkeborg og Henrik Axelsen fra Aarhus og med Palle Nielsen på fjerdepladsen.
Arrangementet, der holdes i Nykøbing Mors, fortsætter søndag med DM i Østersgastronomi og TjenerBattle 2022.