Tre år gammelt hestemøg bag absurd stort græskar
Landets største græskar er fundet.
Af nærmest halloween-uhyggelige dimensioner på 868,8 kilo er landet største græskar netop blevet kåret i Tivoli.
Det skriver forlystelseshaven i en pressemeddelelse.
At det var noget af en præstation kan ses på afstanden til det næststørste, der blev vejet til ’beskedne’ 442,8 kilo.
Årets vinder er Jens Peder Skønager fra Ribe. Og han er ikke en Herr-hvem-som-helst inden for græskardyrkning.
Han stod også øverst på podiet i 2020 og 2019.
I 2020 slog Jens Peder Skønager både den danske og den nordiske rekord med et græskar på lige under et ton - nemlig 970,4 kilo.
Og han er målrettet i sin græskar-dyrkning:
»Jeg har de rigtige frø, og jeg har nu fem års erfaring med græskardyrkning og kan mit håndværk. Hovedingrediensen er velkomposteret hestemøg, der har ligget i tre år og er dampet af. Dertil kommer en række forskellige forretningshemmelige gødningsblandinger. Målet er nu at gå efter verdensrekorden (på 1.226,00 kg.) og at sætte Danmark på verdenskortet,« siger Jens Peder Skønager.
Der var i alt syv deltagere i konkurrencen. De kæmpe-græskar kan ses - eller opleves - i Tivoli frem til 6. november.