Nu går de ældre til valg: Er stemmeboksen det sidste sted, hvor vi helt selv bestemmer?

Op til valget sker der en masse på plejehjemmet Dagmargården i Skanderborg.

Det er noget beboerne mærker til.

I fællesstuen går snakken, når den ene politikker efter den anden toner frem på skærmen. Spændingen ulmer, når stemmeboksen bliver rullet frem, og stemningen er munter, når valgaftenen står på med vin og valgflæsk.

Sådan er oplevelsen i hvert fald for Ellen og Johannes.

De hedder begge Pedersen til efternavn, men ellers har de ingen anden relation til hinanden. Udover, at de selvfølgelig begge bor på plejehjemmet Dagmargården.

De kommer begge fra hjem, hvor man talte meget om politik. Alligevel går bølgerne ikke alt for højt, når snakken falder på politik på plejehjemmet.

»Vi kommer aldrig op at diskuttere over politik her på stedet. Ikke for alvor,« siger Johannes Pedersen.

»Jeg gør i hvert fald ikke, for jeg kan ikke snakke så højt, så jeg kan alligevel ikke råbe dem op. Mange folk her er jo halvdøve,« siger Ellen Pedersen med et skævt smil, og fortsætter.

»Så jeg er nødt til at holde det for mig selv, men vi snakker da lidt om det, når vi ser fjernsyn. Vi taler f.eks. om Mette (Frederiksen red.). Nogle synes hun har haft en svær tid. Nogle synes jo hun har været dygtig til at sætte sig igennem, og nogle synes hun har ødelagt det hele.«

Født 1. maj

Ellen Pedersen har boet på Dagmargården i syv år. Lige siden hendes mand gik bort.

Både som barn og i hendes voksenliv har politik fyldt meget i hjemmet. Hendes mand var smed, og var med hendes ord ord »100 procent socialdemokrat,« og hende og resten af familien havde bare at lystre, fortæller hun med en smittende tør humor.

»Da Helle Thorning kom til magten klippede han et stort billede ud af hende, og satte det på køleskabet.«

»Hun havde også en flot kjole,« bryder Johannes Pedersen ind.

Det er dog ikke det, der var pointen hos Ellen Pedersen.

Til historien hører nemlig, at hendes forældre var landmænd og dermed også Venstre-folk. Derfor kunne bølgerne sagtens gå højt, når det kom til politik.

»Vi var så så uheldige, at vi havde en datter, der havde fødselsdag 1. maj. Så det var et spørgsmål om, vi skulle til 1. maj møde eller om hun skulle fejre fødselsdag,« fortæller hun med et smil.

Ellen Pedersen blev ramt af en blodprop i 1998, og i dag sidder hun i kørestol.

»Det har været en dum en. For det er jo lang tid at skulle sidde i en kørestol.«

Hun savner med egne ord friheden. Blandt andet til at kunne gå ud i køkkenet og lave mad.

»For det første har jeg selv gået og lavet mad på et plejehjem, da jeg var yngre. Så det kribler lidt i fingrene, når de laver mad her til mange mennesker.«

En god tid

Johannes Pedersen nikker genkendende til oplevelsen af ikke at være så bevægelig, som han var engang.

Han er dog glad for, at han kun bruger sin rollator, når han er ude at handle. Johannes Pedersen er 74 år, og med egne ord »husets yngste beboer.« Samtidig er han uddannet bager og konditor.

Han har blandt andet arbejdet på Aarhus Oliefabrik, også kendt som Oliemøllen, i 30 år. I fritiden gik han ofte på jagt, hvor det foretrukne bytte var råvildt. I hans barndomshjem blev der ofte talt politik.

Derfor er valghandlingen også vigtig for ham.

»Jeg vil sørme stemme. Det vil jeg. Jeg synes jo, man skal have en ordentlig regering her i Danmark,« siger han, og bliver bakket op af Ellen Pedersen.

»Man svigter jo, hvis man ikke følger lidt med i, hvad der foregår. Jeg synes, det er dejligt at høre, at de unge i dag er meget interesserede i valg. Det er kun vi gamle, der sidder og kører i det samme.«

Derfor nyder de også, når snakken går blandt personalet.

»Meget af personalet interesserer sig meget for valget. Det er dejligt, at uanset hvor folk kommer fra, så interesserer de sig i, hvad der foregår,« siger Johannes Pedersen.

En flig af frihed

Både Johannes Pedersen og Ellen Pedersen taler om valgperioden på plejehjemmet som noget særligt.

De lægger særligt vægt på, at det er spændende, »at der sker noget.« Især i form at helt håndgribelige forandringer, såsom besøg af de valgtilforordnede, samt stegt flæsk og god vin.

Men måske betyder valgperioden også mere end det.

I en struktureret hverdag, hvor det ikke er helt op til dem selv, hvad de skal have til aftensmad, hvornår der bliver gjort rent, eller, som i Ellens tilfælde, hvor og hvornår hun bevæger sig fra det ene sted til det andet, repræsenterer valghandlingen måske noget mere.

Selvstændighed.

Friheden til at vælge selv.

Da de bliver spurgt om dette, er svaret dog mere afmålt – især fra Ellen Pedersens side.

»Det er da specielt, men efter et par uger kan man også godt tænke: er de ikke snart færdig med at diskutere derinde i fjernsynet?«

Det er dog vigtigt for dem begge at understrege, at selvom det er dejligt, at der sker en masse i valgperioden, så er det på ingen måde fordi, der ikke gør det på en normal hverdag.

»Der foregår jo også mange andre ting herinde i løbet af en uge. Det er jo ikke ligeså ensomt, som hvis man bare sad derhjemme i en lejlighed.«

Beboerne på Dagmargården sætter deres kryds i multisalens stemmeboks torsdag 27. oktober.