Mette og Esben dyrker græskar i vildskab – her kan du købe dem
Mette Birk Larsen og Esben Møller står bag GroGræskar, som er et græskar-paradis i Farre.
I anledningen af Halloweens snarlige komme genudgiver vi denne artikel fra 19. oktober 2021.
Halloween nærmer sig med hastige skridt og uanset, hvor man kigger hen netop nu, lyser græskar op med sin hidsige orange farve.
I indkørslen på Højagervej 1 i Farre er det dog ikke kun orange, som møder øjet. Her finder man nemlig et utal af forskellige sorter græskar til salg, og farveskalaen spænder altså over alt fra hvid, lysegrøn, mørkegrøn, blågrå, gullige og nå ja orange. Formerne varierer fra det klassiske til det flade til det dråbeformede til det ubeskrivelige.
I huset bor Mette Birk Larsen, Esben Møller og deres to børn. Græskar-forretningen, som foregår ved høflig selvbetjening og MobilePay, kalder de GroGræskar.
Interessen for græskar begyndte hos Esben for 20 år siden.
»Der arbejdede jeg i USA på en farm, hvor de dyrkede græskar. Derovre er Halloween jo virkelig en højtid, som man pynter op til på samme vis, som vi pynter til påske,« fortæller han.
»Da jeg så kom hjem igen, boede jeg stadig hos mine forældre, og jeg foreslog, at vi plantede et større areal med græskar,« fortsætter Esben Møller.
Græskarene solte familien på torvet i Silkeborg om lørdagen.
»Vi solgte rigtig mange dér, for der var ikke andre, som havde græskar dengang. Ikke engang Føtex,« siger græskar-avleren.
Fra græskar til bier
Sådan stod det på i fem år, indtil Esbens interesse skiftede til bier.
Det kræver en lille forklaring.
En effektiv græskar-produktion er således 100 procent afhængig af insektbestøvning, og derfor begyndte Esben altså at interessere sig rigtig meget for biavl. I en sådan grad, at han i en periode fik fuldtidsjob hos en stor biavler ved Skanderborg.
Mens bi-interessen gjorde sit indtog, skred græskar-produktionen i baggrunden og blev til husbehov. Men græskarene har været i sviger/forældrenes have i Horn ved Silkeborg kontinuerligt de seneste 20 år.
Hobby blev forretning
I 2018 blussede græskar-interessen imidlertid op igen. I mellemtiden var Mette Birk Larsen og to børn kommet ind i billedet.
Parret forsøgte selv at dyrke græskar i haven, og der kom mange forbi for at købe dem.
»Vi kan godt lide naturen og at få ting til at gro og gøre en lille forretning ud af vores hobby. Men lige nu har vi ikke selv arealet til en seriøs dyrkning,« forklarer Mette Birk Larsen.
Derfor blev den store produktion hos Esbens forældre genoptaget i 2019, men i stedet for torvet i Silkeborg foregår salget nu bare fra Ditte og Esbens indkørsel i Farre.
Interessen stiger
I år er der sået 1.100 kvadratmeter græskar i sviger/forældrenes have i Horn.
»Vi har satset stort i år. Vi har aldrig haft så mange sorter,« siger Mette Birk Larsen, som tilføjer, at interessen for GroGræskar vokser stødt.
Folk kører gerne fra både Skanderborg, Ry, Laven, Randers og Aarhus for at shoppe løs - lidt ligesom børn foran bland-selv-slikket.
»Jeg tror, det er fordi, at vi har så mange forskellige slags, at man kan sammensætte en hel dekoration,« siger Esben Møller.
GroGræskar sørger da også for at have nogle nye sorter hvert år, så det er sjovt at komme retur.
Parret mærker ligeledes, hvordan interessen og moden indenfor pyntegræskar udvikler sig.
»Et eksempel er en dame fra Randers, som ringede for at sikre sig, at vi nu også havde de gråblå sorter i år,« siger Mette Birk Larsen.
Og tro nu ikke, at det kun er kvinderne, som køber stort ind.
»Der har også været måske ti mænd, som har købt voldsomt mange græskar. Jeg tænker, at det er lidt ligesom med julelys. Der er nogle, som giver den fuld gas med oppyntningen,« siger Mette Birk Larsen.
Pluk-selv græskar
I fremtiden vil GroGræskar gerne kunne tilbyde pluk-selv, som man kender det fra USA, hvor kunderne selv går på marken og vælger deres græskar.
»Vi ville egentlig have prøvet i år, men så kom frosten, og så turde vi ikke at vente med at høste,« siger Esben Møller.
Måske to-tre år ude i fremtiden drømmer Esben og Mette om at rydde et større areal ved hjemmet i Farre og dermed trække en del af produktionen hjem.
Uanset hvad komplimenterer parret hinanden ret godt, når det gælder græskar-forretningen - den ene går op i processen, den anden i resultatet - forklarer Esben Møller:
»Hvor jeg synes, at det at forberede jorden og at så er spændende, så er Mette sindssygt god til farver og til at sætte græskarene pænt sammen.«