Fortsæt til indhold

Genbrugsbutikken i Rønde er blevet endnu grønnere

Danmission Genbrug i Rønde har fået nyt logo på butikkens facade, livets træ signalerer bæredygtighed og omtanke for naturen, fremgår det af en pressemeddelelse.

Samfund
sas

Hos Danmission Genbrug i Rønde oplever man stigende salg og interesse for genbrugstanken fra butikkens kunder og internt i butikken blandt de engagerede frivillige.

Derfor passer det nye og endnu grønnere udtryk på facaden, som snart vil være at finde på alle Danmissions 66 butikker, også som fod i hose:

»Vi er en grøn butik, ikke bare udadtil, men også indadtil. Vi gør en dyd ud af også at være grønne i den daglige drift af butikken,« fortæller formand Tove Meyer Højlund i pressemeddelelsen.

Små og store grønne tiltag er en naturlig del af hverdagen i butikken.

»Vi genbruger for eksempel alle prismærker. Nogle gange undrer kunderne sig over, at vi klipper mærkerne af, men det gør vi, fordi vi kan genbruge dem,« siger Tove Meyer Højlund.

I butikken er det dedikerede hold af frivillige optaget af at genanvende og spare på ressourcerne, hvor det er muligt.

Lise Legarth, der er frivillig og en del af butikkens frivillige ledelse, supplerer:

»Vores grønne profil skal ikke blot være politisk korrekte ord. Derfor kigger vi os selv efter i sømmene og spørger: Hvad kan vi bidrage med i forhold til den aktuelle energikrise? Og hvordan kan vi hjælpe vores kunder, så de får øjnene op for, at vi har rigtig mange gode genbrugsvarer at tilbyde?«

Butikken har et stort udvalg af sæsonaktuelle varer, og nyeste tiltag er en afdeling med sportsudstyr.

I butikken har de gennem de seneste to år oplevet konstant salgsfremgang, og det vidner om, at flere og flere ønsker at købe brugt.

»Nogle kommer her, fordi det er billigere at købe brugt, og vi mærker, at rigtig mange unge er drevet af, at genbrug er godt for natur og klima. Vi har også rigtig mange børnefamilier, der køber tøj hos os,« siger Lise Legarth, og Tove Meyer Højlund pointerer:

»Det er enormt vigtigt, at vi på tværs af Danmissions genbrugsbutikker er genkendelige og signalerer, at når man handler hos os, så støtter man genbrugstanken og gør sit forbrug grønt.«