Fortsæt til indhold

Kino i Grenaa på halv kraft

Kun én forestilling pr. sal om dagen i den lokale biograf.

Samfund

Gert Skov behøver ikke at sætte sig i sin biografsal for at få et godt gys. Han kan nøjes med at kigge på elmåleren i Kino Grenaa.

Prisen for en måneds strømforbrug rundede i september 19.000 kroner og fordoblede dermed den lokale biografs elektricitetsregning i forhold til sidste år. Sammenlagt har de dyrere og dyrere kilowatt-timer kostet Gert Skov en ekstraudgift på 50.000 kroner i løbet af 12 måneder.

»Det er noget lort,« konstaterer Gert Skov til Finans.dk, som er Jyllands-Postens digitale erhvervsmedie, og her fortæller Gert Skov, at man af sparehensyn nu nøjes med at vise én forestilling om dagen i stedet for to i hver af salene her ude på spidsen af Djursland.

Dermed mister han og hustruen, Nia, omsætning oven i den økonomiske nedtur under coronakrisen, hvilket har fået ejerparret til at skære endnu mere i deres egen løn og være ekstra varsomme med at vagtsætte de unge medarbejdere i biografen.

Slukker lyset

»Vi slukker også lyset og sparer på strømmen i videst muligt omfang. Men i øjeblikket er der ikke andet at gøre end at betale regningerne,« sukker Gert Skov over for Finans.dk.

Det elektriske stød får nu brancheorganisationen Danske Biografer til at advare alle filmelskere om, at flere af de små sale snart kan blive tvunget til at lukke og slukke for forretningen.

Midt i valgkampen sender direktør for Danske Biografer, Michael Valentin derfor en appel til politikerne om at kompensere biograferne uden modregning, fordi mange af dem ovenikøbet slås med den udskudte moms fra coronanedlukningerne.

Gør indtryk på minister

Biografernes svære vilkår gør et dybt indtryk på kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen, (S), som anerkender, at de store lærreder er et samlingspunkt for danskere i alle afkroge af landet.

»Men jeg kommer ikke til at udstede et gavekort midt i valgkampen, for med varmechecken og vinterpakken har vi allerede givet virksomheder mulighed for at udskyde betalingen og sænket energiafgiften,« siger Ane Halsboe-Jørgensen til Finans.dk og tilføjer: »Det er første skridt fra regeringens side. Vi holder dog tæt øje med situationen og overvejer, om der kan tages flere skridt uden at gå på kompromis med den økonomisk ansvarlige politik.«