Kom til anderledes vælgermøde i Auning
Socialdemokratiet og AOF Djursland har inviteret til et anderledes vælgermøde i Auning Idræts- og Kulturcenter med Liberal Alliances Jens Meilvang, Nye Borgerliges Jens Kannegaard Lundager og Socialdemokratiets Leif Lahn Jensen.
Linjerne er trukket op mellem rød og blå blok, når Djurslands kandidater til Folketinget tørner sammen til et valgarrangement i Auning Idræts- og Kulturcenter torsdag den 27. oktober.
Socialdemokratiet og AOF Djursland har inviteret Jens Meilvang (LA) og Jens Kannegaard Lundager (NB), som de stiller Leif Lahn Jensen (S) op i mod til det, arrangørerne kalder »et lidt anderledes vælgermøde«.
Debatten kommer til at tage afsæt i en afgrænset række aktuelle valgtemaer som arbejdsmarked, uddannelse, velfærd og grøn omstilling - og derved kan politikerne i stedet for at komme vidt omkring i stedet gå mere i dybden.
Byrådsmedlem og arrangør af debataftenen Tom Bytoft (S) uddyber i en pressemeddelelse:
»Vi prøver med et anderledes vælgermøde, hvor vi snævrer emnefeltet lidt ind, så vi den aften ikke taler om forsvarspolitik, forskning, forholdet til Grønland, covid-vaccinationer , dyrevelfærd og alt muligt andet for på den måde at få mere tid til de enkelte emner, for vi kan ikke nå det hele på én gang. Jeg håber, at vi med få kandidater og en skarp ordstyrer får en livlig og underholdende debat, hvor vi bliver klogere på kandidaternes holdninger,« udtaler Tom Bytoft.
Med en skarp ordstyrer referer Tom Bytoft til stand up-komiker Mette Frobenius, som har fået tjansen med at dele taletiden ud til vælgermødet i Auning. Mette Frobenius har været en del af den danske stand up-scene siden begyndelsen tilbage i starten af 90’erne.
Samtidig har hun også gjort sig bemærket som foredragsholder og debattør med solid politisk indsigt, lyder det i pressemeddelelsen.
Vælgermødet i Auning Idræts- og Kulturcenter løber af stablen torsdag 27. oktober klokken 19 til 21.