Bliv klogere på dit forløb i sundhedsvæsenet
Kræftens Bekæmpelse holder temaaften 7. november på Rønde Højskole.
Med overskriften ’Dit forløb i sundhedsvæsenet’ afholder Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling i Syddjurs temaaften 7. november kl. 19-21 i Kultursalen på Rønde Højskole.
Er du allerede i kontakt med sundhedsvæsenet eller ønsker du blot viden om de forskellige muligheder og mekanismer, der går i gang, når din læge henviser til videre udredning og behandling og eventuel rehabilitering (genoptræning), så har du her en god mulighed for at blive klogere. Aftenen har fokus på det generelle forløb i sundhedsvæsenet og ikke kun et kræftbehandlingsforløb.
Aktiv medspiller?
Lægefaglig direktør Lone Winther Jensen, Regionshospitalet Randers vil fortælle om det sammenhængende patientforløb fra første besøg hos egen læge, videre henvisning til eventuel speciallæge eller hospital, ambulante undersøgelser, selve behandlingsforløbet, udskrivning fra hospitalet, opfølgning hos egen læge.
Efterfølgende vil fysioterapeut Helene Buris Larsen, Rehabiliteringen i Tirstrup fortælle om forløbet i det kommunale regi.
Med andre ord: Hvordan griber den uvidende sit behandlingsforløb an? Hvordan bliver jeg en aktiv medspiller i mit behandlingsforløb?
Bestyrelsen i Kræftens Bekæmpelse, Syddjurs Lokalafdeling glæder sig over at kunne invitere til denne temaaften, som vi håber, vil være til hjælp og inspiration for mange, lyder det i pressemeddelelsen.
Alle er velkomne og deltagelse er gratis.
Af hensyn til forplejning, tilmelding senest 3. november. Tilmelding via email til inge_hinge@hotmail.com eller sms 4046 2111.