Jamen, så kom da til Kolind
En god idé for Djursland er at kigge mod Kolind og lade sig inspirere til også at prioritere synligheden
En stor del af Djurslands byer og lokalområder gemmer på masser af info og aktiviteter med stort potentiale.
Ofte mangler det ’bare lige’ at blive foldet helt ud og gjort synligt/tilgængeligt for en større del af omverdenen.
Usynlighed, ikke mindst digital usynlighed, er en stor udfordring, der samtidig indeholder store muligheder, når først man tager fat i det.
Det har Kolind spottet – og er nu gået i gang.
Hvorfor er Kolind usynlig?
Frisør Mette Nielsen og Joan Lang fra Lang & Lang Rideudstyr er begge med i Kolind Handelsstandsforening.
»Hvorfor har vi så mange kunder, der ikke aner noget om Kolind,« spurgte de sig selv om – og bragte emnet op på foreningens generalforsamling for halvandet år siden.
De havde leget med en idé om en info-mappe og forhørt sig om priser ved en lokal fotograf og ved Kolind Bogtrykkeri.
Bent Nielsen, der er – og har været – med i meget, var med på banen.
»Det lød lidt omfattende – men også rigtig spændende,« siger han.
»Selv om det var lidt at gå baglæns ved ikke at tænke digitalt.«
Projektet delt i to
Arbejdet startede i februar 2021.
»Vi regnede med at skulle bruge et par måneder – og er først klar nu.« Med i processen har været ni personer fra Kolind handelsstandsforening, Kolind Borgerforening og Kolind og Oplands Distriktsråd.
»Vi ville også gerne have flere tilflyttere, og fra min tid som ejendomsmægler vidste jeg, at mange potentielle købere bor i Aarhus.« Projektet blev derfor delt i to – et om info til dem, der allerede bor i Kolind, og et om markedsføring af Kolind specielt i Aarhus.
Kommunen blev kontaktet, og udviklingskonsulent i Syddjurs Kommune, Alette Lena Skov-Hansen, kom på besøg i Kolind for at snakke idéer.
»Alette guidede os frem til at søge penge ved den kommunale bosætningspulje. Og den har nu givet 160.000 kroner af de i alt 203.000 kroner,« fortæller Bent Nielsen.
La Cour Fonden, John Frandsen, Danbolig, Nybolig og Djurslands Bank har også bidraget med sponsorater.
Bokse med kort
»Vi har fået lavet foreløbig 300 bokse med små kort, der fortæller om Kolinds butikker, håndværkere, institutioner og foreninger m.m.,« fortæller Mette Nielsen, der har stået for teksterne på kortene.
Kortene er primært tiltænkt tilflyttere/potentielle tilflyttere og kommer til at ligge i byens butikker og ved ejendomsmæglerne.
Boksene holdes løbende opdaterede ved at supplere/fjerne kort, når der sker ændringer.
»Vi har desuden lavet hjemmesiden kolindby.dk, der alene er tænkt som en opslags-/infoside med tilsvarende oplysninger som i boksene.« Der er også lavet en lille folder, som Kolind Slagteren har med på sine ugentlige ture til torvedag på Ingerslev Boulevard i Aarhus – og lægger ved kundernes varekøb.
»Det vi blandt andet sælger Kolind på er huspriserne med ”det hele for det halve”, handelsbyen Kolind, letbanen, naturen og forenings-fritidsmuligheder samt vores institutioner. Børnepasning i Syddjurs er væsentlig billigere end i Aarhus.«
Vi ville også gerne have flere tilflyttere, og fra min tid som ejendomsmægler vidste jeg, at mange potentielle købere bor i AarhusBent Nielsen
Kampagner i Aarhus
Publico Kommunikation i Aarhus kom med i projektet, og det blev besluttet at lave Facebook kampagner i Aarhus målrettet 20-45-årige.
»Vi har kørt to kampagner, og efter en pause i valgperioden, starter vi igen til november – og slutter i januar/februar.« Sponsoraterne betyder, at en ny Facebook kampagne i foråret 2023 indgår i overvejelserne.
To lokale Facebookgrupper i Kolind fortæller i opslag torsdag 27. oktober lokalområdet om projektet.