DFFD-formand: »Jeg har det da bedre end i går«
På et Kultur- og Fritidsudvalgsmøde mandag aften besluttede et enigt udvalg at indstille Djursland for Fuld Damp til en ekstra bevilling på 500.000 kr.. Formand Torben Jensen har dermed fået ro på bagsmækken til 2023.
Der skal sættes 500.000 kr. af fra Kultur og Fritidsudvalgets (KFU) driftoverskud i 2022 til at dribe Allingåbros Djursland for Fuld Damp videre i 2023. Sådan lyder indstillingen fra et enigt KFU efter et møde mandag.
Det glæder bestyrelsesformand i Djursland for Fuld Damp (DFFD), Torben Jensen.
»Jeg har det da bedre, end jeg havde i går,« siger han, da Lokalavisen fanger ham for en reaktion på kommunens indstilling.
»Jeg havde håbet på det her resultat. Det har frustreret mig, at jeg ikke kunne få en forklaring på, hvordan vi endte i denne situation,« siger formanden.
Med »denne situation« mener Torben Jensen, hvordan Norddjurs Kommune i budgettet for 2023 kunne sætte i alt 247.000 kr. af til at drive Djursland for Fuld Damp på trods af gentagne gange at være gjort opmærksomme på, at det ikke var nok at drive kulturmuseet i Allingåbros gamle stationsbygning videre.
Mandag aften efter mødet sagde medlem af kommunalbestyrelsen, KFU og bestyrelsen for Djursland for Fuld Damp, Fritz Birk Sørensen (S) følgende til Lokalavisen:
»Det er en fejl, at den er gledet ud, ja (af budgetforhandlingerne, red.) Jeg havde indstillet det til gruppeformanden, men den er røget ud i processen. Men det er vi opmærksomme på til en anden gang.«
Det har ifølge Torben Jensen nu givet klarhed over situationen.
»Fritz siger det direkte: Den er faldet ud i den budgetproces, hvor det er partiernes gruppeformænd, der har forhandlet budgettet. Det er det, jeg har troet hele tiden, for jeg vil påstå, det ikke har været oppe at vende. Så ville det i hvert fald stride så meget imod det, vi har kunnet udlede af dialogmøder med forvaltning og politikere,« siger han.
Ro på bagsmækken
Tidligere på måneden, da det stod klart, at Djursland for Fuld Damp stod til at få frataget to tredjedele af den driftsstøtte, de var vant til, lagde Norddjurs Kommunes borgmester Kasper Bjerregaard (V) op til, at man kiggede på, hvordan kulturmuseet kunne drives videre i en nedskaleret udgave. KFU har også ønsket redegjort, hvor mange besøgende DFFD har kontra tilskuddet, de får af kommunen. For at klarlægge oplevelsescentrets behov.
En proces, som man ikke nåede i mål med, inden budgettet blev vedtaget, mener Torben Jensen. Derfor fristes man til ifølge formanden til at tro, der har været en interesse i at nedskalere DFFD, men det vil ikke stemme overens med kommunens indsats for turismen generelt, mener han.
Har du haft indtrykket af, at der politisk var nogle, der var ude efter jer?
»Nej, tværtimod, og det er det, der har gjort mig så rundtosset,« siger han og fortsætter:
»Jeg tror, man har glemt os. Så hænger man på, at en tidligere kommunalbestyrelse har skrevet, at vi skal have 247.000 kr. om året, og at det skal drøftes politisk i forbindelse med, at man afklarer vores behov. Det er så blevet overhalet af budgetprocessen,« siger han.
DFFD ønsker ikke at nedskalere - tværtimod har de masser af planer for, hvordan de kan udvide deres turisttilbud for fremtiden, forklarer Torben Jensen.
Med udmeldingen om de 500.000 kr. ekstra i 2023 fra KFU har DFFD kunnet ånde lettet op og kigge frem mod en sæson 2023, hvor de også står over for at ændre vedtægter og sammensætte en ny bestyrelse efter opsplitningen med Stenvad Mosebrugscenter.
»Det, tror jeg, er lettere nu, hvor vi har fået pengene. Vi har stadig masser at give os til i 2023, men nu giver det lidt ro på bagsmækken, og så prøver vi at lave en god sæson i 2023. Så må vi jo i den næste driftsaftale med kommunen sætte en dato for, hvornår vi skal have afklaret økonomien for følgende år. Jeg tænker 1. maj, « siger Torben Jensen.
Samtidig er bestyrelsesformanden begejstret over, hvor meget positiv opbakning, DFFD har fået, mens fremtiden har set usikker ud.
»Det gode har været den store opbakning, vi har fået fra borgere i Allingåbro, kolleger og venner. De har haft svært ved at forstå det, der skete, i lyset af den opblomstring, der er sket hos os med veteranbilmuseet, skinnecyklerne i Romalt og Naturcenter Randers Fjord,« siger Torben Jensen og afslutter:
»Jeg tror også politikerne - også de, der ikke er KFU - nu ved mere om DFFD, end da de lavede budget,« siger formanden.