Fortsæt til indhold

Julepakken skal gå til dem, der har allermest brug for det

De to lokale byggemarkeder vil finde den heldige modtager ved hjælp af lokalsamfundet.

Samfund
nln

Hvem fortjener et ekstra rygstød til jul? Det er et spørgsmål Bauhaus stiller deres kunder. De to lokale byggemarkeder i Tilst og Viby donerer hver en julepakke til en værdi af 10.000 kroner.

Kravet for gaven er, at man trænger til en opmuntring i julen, derfor opfordrer de to butikker til, at man indstiller mulige modtager af pakken.

»Det kan også være, at du har en helt anden i tankerne, så hjælp os med at finde en lokal modtager, som du kan se, trænger til støtte i en svær tid,« siger Lars Mølgaard Andersen, der er varehuschef i Tilst.´

Det er på baggrund af de stigende energi- og fødevarepriser, at Bauhaus vil give en ekstra stor julegave til nogle udvalgte borgere i lokalområderne.

Frit valg

Bauhaus lader kunderne vælge, hvem de mener, der i lokalområdet fortjener en varm julehilsen. Det kan være en forening eller en familie. Et herberg for hjemløse eller et hospitalsafsnit med syge børn.

»Der står ikke en færdigpakket julegave klar til at blive uddelt til den heldige, for vi vil gerne donere lige præcis det, som modtageren ønsker sig allermest,« fortæller Lars S. Olesen, varehuschef i Viby.

Julepakken kan indeholde alt til en magisk julemiddag, et julepyntet hus, et helt konkret juleønske eller noget helt fjerde. Bauhaus ønsker at sprede juleglæde med gaver, som gør en forskel for den heldige gavemodtager.