Nu er der lagt en plan for presset afdeling
Medarbejderne bukkede på grund af arbejdsmiljøet under en efter en. Det skal der nu laves om på med ny plan.
I august gav Arbejdstilsynet Randers Kommune et påbud, der senest skal bringes i orden 1. april 2023. Påbuddet gælder for arbejdsmiljøet i afdelingen Myndighed Børnehandicap, og det handler om at sikre ”at arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres, så uklare og modstridende krav i arbejdet ikke forringer ansattes sikkerhed eller sundhed på kort eller lang sigt”.
Medarbejderne i afdeling var, som Din Avis tidligere har skrevet om, utroligt pressede af sager, der hobede sig op, underbemanding grundet mange sygemeldinger og en enorm mængde klager fra forældre og andre pårørende.
Ifølge forvaltningen var - og er - der to store udfordringer i afdelingen: for få personaleressourcer til rådighed i forhold til at sikre kvalitet i sagsbehandlingen, herunder afvikling af efterslæb, og en grundlæggende mangel på gennemgående struktur og systematik i sagsbehandlingen i afdelingen.
Nu har forvaltningen så lavet en genopretningsplan for Myndighed Børnehandicap. Det fremgår af en orientering, som Socialudvalget fik på deres seneste møde i slutningen af oktober.
Flere nye ansættelser
Genopretningsplanen er delt ind i tre faser, og den skal implementeres over de næste tre år. Første fase - specielt den akutte del af første fase - er allerede sat i søen.
”I første fase er der fokus på at afvikle efterslæb i afdelingen, således at familier tilknyttet afdelingen får behandlet deres forespørgsler indenfor tidsfristen,” står der i orienteringen til udvalget.
Helt konkret har man lånt tre medarbejdere fra andre afdelinger i kommunens forvaltning. Man har også ansat flere socialrådgivere fra et vikarbureau, som skal overtage de sygemeldte medarbejderes sagsbehandlingsopgaver. På den måde vil medarbejdernes sagstal falde, så de i fremtiden kommer til at ligge inden for Dansk Socialrådgiverforenings anbefalinger på mellem 25 og 33 sager af gangen for hver enkelt medarbejder. Det skal sikre de sygemeldte medarbejdere en god tilbagevenden til afdelingen Myndighed Børnehandicap.
Ansættelserne er finansieret gennem budgetforliget, der blev indgået tidligere på efteråret.
Udover de medarbejdere, som der allerede er ansat, vurderer forvaltningen, at det i de kommende år bliver nødvendigt at øge antallet af medarbejdere endnu mere - blandt andet med en projektleder, socialfaglig koordinator og en administrativ medarbejder.
Ansøger om særligt forløb
Forvaltningen har også valgt at tilknytte konsulentbistand til afdelingen, så man kan sikre et godt arbejdsmiljø. Socialudvalget har på mødet godkendt en ansøgning om et Task Force-forløb, som udbydes af Socialstyrelsen og Ankestyrelsens Børnekontor.
”Det indebærer et længerevarende analyse- og udviklingsforløb, hvor kommunens sagsbehandling bliver analyseret, og kommunen får anbefalinger til, hvordan kommunen kan styrke kvaliteten på området,” står der på udvalgsdagsordenen.
Anbefalingerne fra Task Force-enheden vil efterfølgende indgå i genopretningsplanen for afdelingen.
Randers Kommune har tidligere benyttet sig af Task Force-forløb - blandt andet i forbindelse med en forandringsproces i Myndighedscenteret på familieområdet i kommunen.