Fortsæt til indhold

Nu kan bilen indstille rat og sæder efter dit ansigt

Mazda klar med en teknologi, hvor et kamera aflæser førerens ansigt og blandt andet indstiller sæder og spejle efter profilen. Vi tester funktionen, som ekspert vurderer, at vi kommer til at se meget mere til.

Samfund
Jens Overgaard

Mange kender det fra telefoner, hvor man kan låse tastaturet op med ansigtsgenkendelse.

Nu er den teknologi også rykket ind i bilerne. Her er Mazda og Subaru frontløbere med en funktion, hvor bilen kan aflæse dit ansigt og indstille sæder, spejle, rat, head-up display og selv lydanlægget efter din profil.

Det er en teknologi, som vi har testet i den nye Mazda CX-60, og som bygger videre på et sikkerhedssystem, hvor kameraet overvåger, om føreren har øjnene på trafikken.

Her kan bilen indstille sig på hele 250 parametre.

Indstillingen kræver nogle tryk. Men når først man er igennem, virker det gnidningsfrit.

Som udgangspunkt skal man sætte bilen op ved at indtaste sin højde. Når det er sket, snurrer elmotorerne i sæde, rat og spejle, hvorefter systemet så indstiller sig efter dig. Selv om overtegnede har forholdsvis korte ben og en lang overkrop, ramte opsætningen rimeligt plet.

Næste skridt er, hvor kameraet skal scanne ansigtet fra flere vinkler, så vi kigger højtideligt til højre og venstre. Herefter kan du så fintune indstillingen med blandt andet lyd som højtaler-equalizer, fordeling mellem for og bag eller baslyd. Så kom testen med at hoppe ind og i ud af bilen over flere dage. Det lykkedes hver gang bilen at genkende min profil, selv om der kan være udfordringer, hvis du er nødt til at afbryde og tilslutte tændingen hurtigt efter hinanden. Men det er småting.

I forvejen kan du i biler uden muligheden lave en detaljeret indstilling af din profil. Men her går det altså helt af sig selv. Ideelt set havde vi afprøvet med en række ansigter. Men alene det faktum, at systemet kunne genkende mig under en række forskellige lysforhold, vinkler og kørselssituationer, trækker op.

Mere på vej

Søren W. Rasmussen, som er bilteknisk redaktør på FDM’s blad, Motor, ser flere fordele.

»Fordelen er, at man her har muligheden for at lave en helt unik profil af den enkelte. Ulempen kan være, at man skal helt ind at sidde i bilen, for at funktionerne kan indstilles,« siger Søren W. Rasmussen.

Han peger på, at det kan give gener, når meget små og store personer skiftes. Det kan dog rent praktisk klares ved at aktivere en ind-og udstigningsfunktion, hvor sædet glider tilbage.

»Det har længe været kendt at have profiler i nøgler. Men hvis man låner nøglen ud, kan der være udfordringer. Selv om der ikke er noget unikt i at lave en profil, som Mazda har her, er fordelen, at bilen husker for én. Hvis man en gang for alle har indstillet bilen, er man sikker på at spejle og andet altid passer, og det er der en sikkerhedsmæssig fordel i,« siger Søren W. Rasmussen.

Da der alligevel sidder et kamera, som overvåger føreren under kørslen, har man alt udstyret installeret i forvejen. Så det er en forholdsvis billig løsning.

Han tror, at vi vil se langt flere biler med den type teknologi fremover, da aflæsning og overvågning af ansigtet er en del af teknologien hen mod de selvkørende biler. Her vil kameraer i den yderste konsekvens også blive suppleret af pulssensorer og hjerteovervågning, som er aktuelt, når en selvkørende bil efter en periode med autonomi igen skal overlade rattet til føreren.

»Vi kommer til at se flere kameraer inde i bilerne i de kommende år. Det er ikke nødvendigvis et ”must have”, men nogle vil bruge det som en mulighed for at sige, at man er hightech og noget særligt,« siger han.

En ny verden

Om kameraet skal fungere som en decideret nøgle, der giver adgang til startknappen, er mere usikkert. Startknapper er nemlig på vej ud. Det er tilfældet i elbiler fra blandt andet Tesla, VW-koncernen, Polestar og Xpeng, hvor det er nøglekort eller telefonen, man kan bruge. Men et kamera i for eksempel dørstolpen, som lukker ejeren ind i bilen, kan være en mulighed. Her kunne man også forestille sig, at kameraet fungerer som en slags startspærre, der også er en tyverisikring. Her vil man kunne undgå jamming af forbindelsen mellem nøgle og bil og på den måde få et ekstra lag af tyverisikring.

»Man kunne godt forestille sig, at man kun giver bestemte ansigter tilladelse til at starte bilen. Men så skal der også være en vallet-mode, når bilen skal på værksted eller lignende,« siger Søren W. Rasmussen.