Fortsat billetter at få: Størst med Peter Ingemann i Kulturhuset Pavillonen
Få fortællinger om de største og mest fascinerende steder, når Peter Ingemann holder foredrag i Kulturhuset Pavillonen.
Kom på rundtur til hele verden, få fortællinger om de største og mest fascinerende steder og ting på vores jordklode. Med holdet bag tv-serien ’Størst’ har Peter Ingemann rejst til blandt andet USA, Egypten, Kirgisistan og Skagen og oplevet krydstogtskibe, bygninger, restauranter og events. Hør erfaringerne i foredraget ’Alt det der er størst’.
Peter Ingemann er forfatter, foredragsholder og en erfaren og charmerende mand på skærmen, hvor det personlige nærvær er vigtigt for ham. Det handler om at vise nuet og virkeligheden og ikke mindst formidle mødet mellem mennesker. Han er med sin personlighed gået direkte ind i hjerterne på de danske seere, og er tidligere kåret som den mest populære tv-vært af Billed-Bladets læsere.
Helt tæt på
»Jeg har altid drømt om at komme ud og se og opleve noget af det mest storslåede, som verden har at byde på. Alt det, der begejstrer og imponerer os,« fortæller Peter Ingemann, og det kan du høre om helt tæt på, når FOF Djursland inviterer til foredrag 24. november kl. 19-21 i Pavillonen i Grenaa.
TV2’s populære serie af rejseprogrammer gik allerede fra starten sin sejrsgang på skærmen med flotte seertal og har efterfølgende modtaget nogle af de højeste karakterer for en livsstilsprogramserie nogensinde.
Foredraget tilbydes i samarbejde med Pavillonen, som også sælger billetter samt også i samarbejde med Djurslands Bank.