Ny HR- og kommerciel direktør i Aarhus Airport
43-årige Lars Rønnov, som er skolet i Salling Group, skal fremover forme lufthavnens organisation.
Igennem de sidste tre år har Aarhus Airport udvidet og totalmoderniseret den østjyske lufthavn for at bringe de fysiske rammer op på et højt internationalt niveau.
I takt med udviklingen bliver organisationen nu opgraderet for at imødekomme lufthavnens ambitiøse vækststrategi. Således styrker Aarhus Airport ledelsesniveauet med ansættelsen af Lars Rønnov, som checker ind med en solid baggrund fra Danmarks største detailkoncern, Salling Group.
Lars Rønnov kommer fra ledelsespositioner inden for retail og HR i Salling-koncernen og tiltræder i en nyoprettet stilling som HR og kommerciel direktør i den århusianske lufthavn.
Der skal han stå i spidsen for at dyrke lufthavnens kommercielle potentiale, kompetenceudvikle lufthavnens medarbejdere og sikre en driftsstærk organisation.
»Lars Rønnov har pondus og et skarpt kommercielt mindset, der er opdyrket i et miljø, som opererer med kundeoplevelser, kommercialisering og drift. Lufthavnen er næsten færdig med at anlægge i sten og stål, og nu skal vi bygge videre på vores organisation. Lars’ forretningsforståelse for at drive profit og vækst igennem en fokuseret og kompetent organisation skal være med til at sætte og holde kursen på lufthavnens videre vækstrejse,« siger Brian Worm, som er administrerende direktør i Aarhus Airport.
Lars Rønnov, MBA fra Aalborg Universitet, har i HR-stolen for nogle af Salling Groups største butikskæder, Føtex, Bilka og BR, leveret solide resultater inden for ledelse og servicemedarbejderadfærd. Inden da har han nærmest stået i kommerciel mesterlære i Salling Group, hvor han har opbygget sin karriere fra bunden og varetaget ansvaret for flere af kædens supermarkeder.
Lars Rønnov er oprindeligt fra Randers og bor i dag i Harridslev med sin hustru, Sanne og tre døtre på 6, 9 og 11 år. I fritiden ynder Lars at svinge køllen på golfbanen eller spille paddle tennis.
Lars Rønnov tiltræder som HR- og kommerciel direktør i Aarhus Airport 1. november.