Fortsæt til indhold

Molslinjen satser på Danmark

Satsningen vil blandt andet betyde flere afgange fra både Aarhus og Ebeltoft.

Samfund
sra

Fire hurtigfærger på Kattegat.

Det har været Molslinjens plan siden 2012, hvor de første store hurtigfærger blev sat ind. Og fra påsken 2023 går drømmen i opfyldelse. Med indsættelsen af Express 5 på Bornholmslinjens rute mellem Rønne og Ystad bliver en hurtigfærge frigivet på Bornholm.

»Danskerne bliver i stigende grad hjemme og holder ferie. Derfor stiger privatmarkedet lige nu, og den vækst vil vi gerne understøtte ved at have fire færger i drift på Kattegat«, siger Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard.

Den nye færge på Kattegat bliver enten Express 1 eller hurtigfærgen Max. Beslutningen om, hvilken færge, der skal blive på Bornholm, afventer det kommende valg til Folketinget og en beslutning i det nye Transportministerium.

Men lige meget hvilken færge, der bliver tale om, vil det resultere i langt flere afgange mellem landsdelene. Ebeltoft-afgange øges fra 294 i 2022 til 656 i 2023 eller 123 procent i perioden marts til oktober. Samtidigt frigøres kapacitet til Aarhus, der udvides fra 8430 afgange i 2022 til 8628 afgange i 2023 eller en stigning på 2,3 procent.

»Det giver op til 32 daglige afgange mellem Jylland og Sjælland. På den måde vil vi kunne have 45-minutters drift i de perioder, hvor mange gerne vil sejle med. Det vil øge fleksibiliteten, og de rejsende vil vide, at den næste færge er lige om hjørnet,« forklarer Jesper Skovgaard.

Molslinjen har omkring jul før haft succes med at sætte fire færger på Kattegat, men fra torsdag den 30. marts 2023 bliver det for første gang muligt med fire færger i daglig drift.