Fortsæt til indhold

Sådan får du mest ud af varmen og undgår reparationer

Når du skal spare på pengene og energien, er det særligt vigtigt, at du udnytter dit varmeanlæg bedst muligt, melder forsyningsselskabet Kredsløb.

Samfund

De fleste af os spinker og sparer som aldrig før, og energiudgifterne er blandt de poster, der fylder meget i husholdningsbudgettet. Ifølge fjernvarmerådgiver hos forsyningsselskabet Kredsløb, Henrik Rothmann, er der god grund til at sikre, at du får mest muligt ud af varmen derhjemme, og at alt virker, som det skal.

Der er ifølge Henrik Rothmann fem oplagte tiltag til at sikre, at dit varmeanlæg fungerer korrekt og varmer effektivt op i takt med, at det bliver koldere.

»Håndgribelige spareråd kan være gode til at få nedbragt vores forbrug, men man bør altid starte med at undersøge, om anlægget virker som det skal og dermed varmer effektivt. Ofte vil selv småjusteringer betyde en del for effektiviteten og komforten,« siger Henrik Rothmann i en pressemeddelelse.

Du kan læse fjernvarmerådgiverens fem råd her:

Tjek dine termostater

Når du bruger termostaterne til at regulere temperaturen i dine rum, er det vigtigt, at de fungerer korrekt, og at de åbner og lukker, som de skal. Du tjekker, om de åbner ved at dreje termostaten på fx 4 eller 5. Efter ca. 2 min. bør radiatoren blive varm i toppen. Du tjekker modsat, at den lukker korrekt ved efterfølgende at dreje termostaten modsat helt mod højre. Efter ca. en halv til en hel time bør radiatoren være kold.

Når du fx skruer op på 2,5-3, bør du forvente en temperatur på 18-20 grader. Opvarmningstiden vil afhænge både af hvor meget du skal hæve temperaturen og rummets størrelse i forhold til antal radiatorer.

Max 30 grader i gulvvarmeslangerne

Temperaturen i dine gulvarmeslanger bør ikke overstige 30 grader i efteråret.

Start derfor med at lokalisere, hvor adgangen til din gulvvarme sidder. Det vil typisk være i teknikrummet/skabet. Her finder du et såkaldt reguleringshåndtag, som bestemmer temperaturen frem i gulvvarmeslangerne. På reguleringshåndtaget vil der enten stå tal eller grader. Hvis der står tal, kan du med fordel finde instruktionsmaterialet eller søge den frem på nettet for at kunne omsætte det til grader frem i slangerne. Du vil eventuelt kunne se et lille rundt termometer, hvor man kan se den aktuelle temperatur, der sendes frem i gulvvarmeslangerne. Du drejer reguleringshåndtaget for at justere temperaturen til de ønskede 30 grader. Når det bliver vintertid, bør du holde temperaturen på 35 grader, og i sommerperioden er det 25 grader.

Mål temperaturen på det varme vand

En stor og væsentlig del af dit varmeanlæg er det varme vand, som skal have den rette temperatur på dels 50 grader, hvis du har en varmeveksler og dels 55 grader, hvis du har en varmtvandsbeholder. Varmeveksleren sidder som regel placeret på væggen i forbindelse med varme/teknikskabet, mens en varmtvandsbeholder, der er væsentligt større og rummer mange liter vand, også vil befinde sig samme sted.

Du tjekker varmtvandstemperaturen ved ganske enkelt at åbne for det varme vand i hanen fx i køkkenet. Sørg for at der er nogenlunde tryk på det varme vand og lad det løbe i ca. 1 minut ned i en skål eller et stort glas. Sæt et termometer i og aflæs temperaturen, som bør være enten 50 eller 55 grader. Temperaturen justeres på en styreventil, som oftest er en ventil med talværdier på. Jo højere tal jo varmere vand. Det kan også være et reguleringshåndtag med et + for varmere vand og et – for sænkning af temperaturen. Styreventilen sidder tæt på veksleren.

Indstil til vinteren

Et varmeanlæg i et nybygget eller renoveret hus vil typisk automatisk indstille til vinter- eller sommerfunktion. Ved ældre indirekte anlæg vil du skulle gøre det manuelt. Du skal i den forbindelse åbne for afspærringsventilerne, som typisk er en ventil med et aflangt håndtag. Når håndtaget er i position med langs af røret, som ventilen sidder på, vil der være åbent for varmetilførslen. Det kan også være nogle håndtag, man skal dreje rundt på, til man når et stoppunkt. Når der drejes mod uret, åbnes der for varmetilførslen. Det kan også være nødvendigt at tænde for cirkulationspumpen, som typisk er placeret på de rør, som kører videre til radiatorer. Ved direkte anlæg er der normalt ikke lukket for afspærringsventiler.

Et indirekte anlæg, kan det spottes ved, at man har to vekslere i sin installation. En til varmt vand og en til varmekredsen. Ved direkte anlæg vil man kun have en veksler til varmt vand.

Tjek returtemperaturen

Tjek jævnligt returtemperaturen, der max må være 40 grader.

Du kan ofte finde temperaturen på varmemåleren i teknikrummet. I nogle tilfælde vil den være placeret, hvor fjernvarmestikket kommer ind i huset. Når du har fundet måleren, trykker du 4 gange på piletasten. I displayet vil man kunne se, at der i øverste højre hjørne står T2 og midt i displayet vil man så kunne aflæse sin returtemperatur. Jo lavere den er, jo mere effektivt udnytter du din fjernvarme.

Følger du alle råd til punkt og prikke, anslår Henrik Rothmann, at du kan øge effektiviteten på anlægget, forlænge holdbarheden og undgå unødvendige reparationer.

Er du i tvivl om hvordan du indstiller anlægget korrekt, eller varmer anlægget ikke op til de ønskede temperaturer på trods af justeringerne, anbefaler Kredsløb, at du tage kontakt til din lokale VVS’er og læser instruktionsmanualen til dit varmeanlæg.