Fortsæt til indhold

Svend Flensborg fejrer 50 års jubilæum hos Silhorko

Den 1. november er en helt speciel dato for Svend Flensborg. Her har han nemlig været ansat i Stilling-virksomheden Silhorko i hele 50 år – og de har været alt andet end kedelige.

Samfund
sra

Svend Flensborg blev ansat hos vandbehandlingsvirksomheden Silhorko den 1. november 1972, men historien går faktisk endnu længere tilbage. Han startede nemlig allerede som arbejdsdreng fire år tidligere som 17-årig.

Det Silhorko, han blev en del af i 1972, havde cirka 40 ansatte. I dag er dette tal mere end tidoblet til 450 medarbejdere, hvoraf halvdelen sidder i andre europæiske lande. Også produktkataloget er blevet betydeligt større. Men på trods af denne udvikling, har virksomhedens kerne ikke ændret sig, mener jubilaren:

»Selvfølgelig kan størrelsesforskellen mærkes. Der er mange nye kollegaer, jeg ikke kender. Men til gengæld er vores koncept nøjagtig det samme her i 2022, som det altid har været: Kvaliteten er det bærende. Og det skaber en god arbejdsplads, lige gyldigt om vi producerer små eller store anlæg, eller om vi er 10 eller 1000 medarbejdere.«

Et alsidigt arbejdsliv

Siden ansættelsen i 1972 har Svend haft mange forskellige jobfunktioner, og han er vokset med Silhorko.

Han har prøvet kræfter med både lager- og værkstedsarbejde, og i midten af 80’erne blev han tilbudt et job som arbejdsleder i den afdeling, hvor man sandblæser og maler anlæggene. Her blev det til 18 gode år, inden næste kapitel ventede.

I 2005 – for 17 år siden – blev han tilbudt jobbet som fast chauffør på Silhorko-lastbilen, der sørger for at fragte vandbehandlingsanlæg ud til kunderne. Chaufførens job er udover fragten også at hjælpe montørerne på stedet med at hejse anlæggene ind på plads.

»Det jobskifte har jeg aldrig et sekund fortrudt. Jeg har haft så mange sjove og spændende opgaver med lastbilen. Der er sjældent ret meget plads at gøre godt med, når et anlæg skal hejses på plads, så man får virkelig trænet både samarbejde, forudseenhed og præcision,« siger Svend.

Frihed under ansvar

Svend har altid været vellidt blandt både kunder og kollegaer, fordi han sætter en ære i at gøre tingene ordentligt og til tiden.

Hvad får en medarbejder til at blive på den samme arbejdsplads i hele 50 år? Svaret er ligetil for Svend:

»Jeg er – og har altid været – stolt af at arbejde hos Silhorko. Her arbejder man med stor frihed under ansvar. Og det synes jeg er guld værd. Det gør både arbejdsdagen nemmere og sjovere selv at kunne træffe beslutninger.«

Svend fyldte 72 i år, men alligevel regner han med at fortsætte i samme gear indtil sommerferien næste år, ’hvis lysten og helbredet tillader det’, som han selv formulerer det.

Selvom det er de færreste forundt at kunne fejre 50-års-jubilæum, så er Svend intet mindre end tredje 50-års-jubilar hos Silhorko indenfor tre år. For at markere hans jubilæum holder Silhorko en stor jubilæumsfest i Festihallen i Skanderborg den 4. november.