Ådalens Skole runder de 60 med boller og glasur
I det vestlige Syddjurs er Ådalsskolen et fikspunkt for både små og store. Det har den været i 60 år og satser på at være det langt ud i fremtiden.
I denne tid runder Ådalens skole i Skørring de 60 år. Og det må siges at være en skole, der i allerhøjeste grad er still going strong.
Skolen har faktisk heddet det mundrette Ådalsskolen de første knap 60 år, men grundet sammenlægningen med Børnehuset valgte bestyrelsen sidste år at ændre navn på både skole og børnehus, som nu hedder Ådalens Børnehus og Skole.
Ikke særligt sexet, men så er ingen i tvivl om, hvad der bliver snakket om. Signalværdien, som det hedder, er der tænkt på fra bestyrelsens side.
Ådalens Børnehus ligger ved siden af skolen og har fælles ledelse samt bestyrelse med skolen.
Det har taget lidt tid at vænne sig til det nye navn – og det mangler da også at blive ændret et par steder endnu, men det arbejdes der på at få bragt på plads, fortælles det.
»Ugen har budt på fest og fejring. Torsdag aften var skolen på den anden ende, hvor gys og gru prægede stemningen til den årlige skolefest med halloween-tema. Og fredag, hvor der blev ryddet efter festen på skolen, var der fødselsdagskage til alle elever og medarbejdere,« fortæller Kirsten Kilpatrick Parnset, mangeårig Adm. koordinator på Ådalens Skole.
Ombygning undervejs
En kommende ombygning står også for døren, hvor den 60 år gamle skole og faglokalerne skal moderniseres og gøres endnu mere up to date i forbindelse med landsbyklyngen Liv i Ådalens mødestedsprojekt ’Fra vugge til krukke’.
Syddjurs Byråd har bevilget 10 mio. kroner fra anlægskontoen til modernisering af faglokaler og mødested.
Mødestedsprojektet er en manifestering af skolens tilknytning til og betydning i lokalområdet i Ådalen.
Skoleleder - eller rettere distriktsleder - Morten Borup glæder sig til, at skolens rammer i endnu højere grad kan understøtte arbejdet med at styrke det gode børneliv og skabe rum for leg, læring og livsduelighed for alle skolens elever.