Fortsæt til indhold

Stor brand ved Studstrupværket

En mark ud for Skødstrup står lige nu i brand. Med den østvendte vind betyder det, at borgerne i Studstrup kan se frem til røggener fra branden.

Samfund

På en mark ud for Skødstrup står cirka 100 store halmballer i brand. Det fortæller Steen Bøje, operationschef hos Østjyllands Brandvæsen. Røgudviklingen er markant, hvilket betyder, at borgerne i Studstrup kan opleve røggener på grund af branden.

»Det er jo ærgerligt, at det samme område skal rammes af en brand igen, og røggener kan desværre ikke undgås,« siger Steen Bøje.

Brandvæsnet regner med, at branden er over i løbet af dagen, og at det ikke vil tage ligeså lang tid som med Studstrupværket, der kan ses i baggrunden. Foto: Local Eyes.

Branden opstod omkring klokken kvart i seks, i morges, hvortil Østjyllands Brandvæsen sendte en patrulje afsted. Branden er allerede under kontrol, og planen er at lade ballerne brænde ud, i stedet for at slukke dem.

»Halmballerne står jo på en mark, og der er ikke nogen fare for området, så det giver ikke så meget mening at smide en masse drikkevand ud over dem,« konstaterer Steen Bøje.

Brandvæsnet er til stede med en enkelt bil, som kontrollerer nedbrandingen af halmballerne. Det er ikke sikkert, hvornår branden er færdig. Ligeledes er det ikke klart, hvad, der har forårsaget branden.