Fortsæt til indhold

Fornem donation til Sløngelkluppen

Østifterne donerer 75.000 kroner til Heslige Sløngler

Samfund
kfp

Di Heslige Slønglers planlægning af Sløngeldage 2023 er godt i gang. Alle kommunens 3. klasser skal have en uforglemmelig dag 10. maj. En række børnehaver inviteres til cirkus og Skrallebangkoncert 11. maj, og Store Sløngeldag lørdag 13. maj skal som altid være ugens kulmination.

Gratisprincippet er et helligt princip for Slønglerne. Det skal – stort set – være helt gratis for alle at deltage i ugens aktiviteter. Gratisprincippet kræver dog, at Kluppen får tilført støtte fra en række bidragydere. Derfor arbejdes der ihærdigt med fundraising for at nå målet.

Der er derfor stor, stor glæde hos mange Sløngler lige nu, da Kluppen har fået endnu en fornem donation til afholdelse af Sløngeldage. Østifterne har nemlig bevilget 75.000 kroner til projektet.

For direktør Lars Suhr Olsen er meldingen klar:

»Di Heslige Sløngler skal have en håndsrækning fra Østifterne, fordi de holder fanen højt for alle børn. Gratisprincippet er meget vigtigt, og vi kan kun glæde os over Sløngelkluppen, der vil gøre det muligt for alle – uanset økonomisk formåen – at deltage i løjerne,« lyder det i en pressemeddelelse.