Fortsæt til indhold

Tog afsporet: Afgange aflyst frem til middag

Et ødelagt sporskifte ved Horsens betyder, at der i øjeblikket ikke kører tog mellem Aarhus H og Fredericia.

Samfund
jwh

Har man planer om at rejse med tog fra Aarhus tirsdag, skal man nok til at forberede sig på, at turen ikke går som forventet. I hvert fald ikke, hvis togafgangen er i morgen- eller formiddagstimerne. For tirsdag morgen bliver man på hovedbanegården i Aarhus mødt af aflyste afgange.

TV2 Østjylland, som har snakket med pressevagten hos DSB, skriver, at problemerne skyldes et afsporet tog i nærheden af Horsens. Der er ingen tilskadekomne, oplyser DSB.

»Mens vi arbejder på at fjerne et tog, og Banedanmark reparerer sporet, kan vi ikke køre tog mellem Fredericia og Aarhus H,« lyder det på DSB’s hjemmeside.

I stedet har DSB indsat togbusser, som kører i et begrænset omfang mellem Aarhus H og Fredericia. Disse busser standser IKKE Brejning og Børkop stationer.

DSB forventer, at første tog fra Aarhus mod Fredericia kan køre kl. 12.45, hvilket er et IC-tog. Der kommer ikke til at køre regional- eller lyntog mellem Aarhus og Fredericia i dag.