Fortsæt til indhold

Valget er i gang: Godmorgen lille land

Klokken har ringet otte steder i Syddjurs, valget er i gang, og det er spændende som næsten aldrig før.

Samfund

Som afslutning på den sidste partilederdebat, valgte TV2 i går aftes at lade et pigekor synge sangen ’Godmorgen lille land’ med tekst af Povl Dissing. Og det er en særlig morgen. For hele Danmark, men også her i vores lille del af landet, DjursLAND.

Tæt på 100 mennesker mødte tirsdag op fra morgenstunden, da valgstedet i Ebeltoft åbnede. Tidligere byrådsmedlem Ole Bjerregaard ringede med klokken præcis klokken otte og erklærede valget åbent. På halgulvet stod 37 valgstyrere klar til at sørge for, at alt gik rigtigt til, og i løbet af dagen, kan der potentielt komme helt op til 7239 mennesker forbi.

For to af valgstyrerne var det første gang. Gry Nykjær , Knebel, og Silja Hoeks, Rønde, er begge 18 år. De går på Syddjurs Gymnasium og er desuden med i kommunens Demoråd. Da de hørte om, at unge kunne blive en del af valgdagen, blev de nysgerrige.

»Det er da vildt spændende at se, hvordan det foregår. Det er jo en vigtig dag for demokratiet,« fortæller Silja.

Pigerne brevstemte i sidste uge, og det var efter en debat på gymnasiet, at de endelig vidste, hvad de skulle stemme.

»Det kan godt være lidt svært at finde ud af, hvad man skal stemme på første gang. Især fordi mange af politikerne, som fylder i valgkampen, er ældre og prøver at gøre sig kloge på, hvordan det er at være ung. Til debatten på gymnasiet var det ungdomspolitikere, der sad i panelet, så der faldt tingene lige som på plads, og man kunne tydeligere se, hvilke af partierne, man kan spejle sig i,« forklarer Gry.

Tvivl

Aldrig har så mange vælgere været i tvivl om, hvor krydset skal sættes, som ved dette valg.

I fredags, fire dage før valget, offentliggjorde Voxmeter en måling, som viste, at 22,1% af vælgerne i tvivl om, hvilket parti de vil stemme på. Ved valget i 2019 var tallet blot 15,9%.

En af dem, der har været i tvivl, er 38-årige Allan Møller, bygningskonstruktør, som var en af de allerførste i køen, da valgstedet i Ebeltoft åbnede. Egentlig var hans tid netop i dag ret presset på grund af arbejde, og han har derfor i de sidste par uger undersøgt muligheden for at brevstemme.

»Det har man også kun kunnet i arbejdstiden, og det synes jeg egentlig, er for dårligt. Jeg ville ønske, at kommunen ville åbne for muligheden for, at man fremover kan brevstemme om aftenen, for det er da ikke alle, der lige kan tage fri og køre til et borgerservicekontor i sin arbejdstid,« forklarer han.

Han insisterer dog på at bruge sin stemme og fik det med nød og næppe klemt ind på selve valgdagen. Forud for krydset har der dog været en hel del overvejelser.

»Jeg kan godt forstå, at mange er i tvivl denne gang. Det er virkelig svært. Politikerne står jo nærmest allesammen og lyver for åben skærm den ene gang efter den anden og lover guld og grønne skove, og man ved jo godt, at ni ud af ti ting aldrig bliver gennemført. Så jeg har også været meget i tvivl.«

Allan Møller har taget fem kandidattests, og så dykket ned i de tre partier, som testene mente, han var mest enige med.

»Jeg er endt med at stemme samme blok, som jeg plejer, men har valgt et andet parti,« fortæller han, men vil ikke afsløre hverken farve eller partinavn til avisen.

I Danmark er der 4.270.774 stemmeberettigede til dette valg, der er det 71. valg til Folketinget. 33.263 personer kan stemme i Syddjurs.

Da klokken blev ni, havde 4.343 personer i Syddjurs allerede afgivet sin stemme. Det svarer til en stemmeprocent på 13,06 - i 2019 var den tilsvarende 11,5.

Du kan læse meget mere om valget og de lokale kandidaters resultater her på Lokalavisen de næste par dage, når stemmerne er talt op.