Djurs Vand om forurenet grund i Ebeltoft: Kommunen har svigtet og bør kompensere os

I Ebeltoft Folketidende kunne man i starten af oktober læse en artikel med overskriften ’Efter 15 år og millioner i ekstraomkostninger: Nu skal olieforurenet Ebeltoft-grund endeligt oprenses.’

Hos Djurs Vand er det ikke nødvendigvis en god nyhed, og det endda selv om institutionen mener, at forureningen, der har sit udspring helt tilbage i 2007, kostede dem de to såkaldte Skelhøjeboringer. De mener nemlig, at der er et alternativ til oprensningen, og vel at mærke et alternativ, som de ikke mener, at kommunen har forholdt sig tilstrækkeligt til.

»Kommunen har nu besluttet sig for en total oprensning til 7-8 millioner kroner, selv om det slet ikke er nødvendigt at rense det hele op. Hvis de havde lavet oprensningen, da uheldet skete, og forureningen endnu ikke havde nået grundvandet, så havde det givet mening, men det gør det ikke i dag,« mener direktør ved Djurs Vand Tonny Sædam Frandsen.

»Der er ikke længere noget hensyn at tage til drikkevandet i området, for de boringer har vi været nødt til at lukke. Det gjorde vi i 2009, to år efter olieudslippet, og derfor mener vi, at borgernes skattekroner kan bruges på en bedre måde.«

En møgsag

Kort fortalt, så opdagede Syddjurs Kommune tilbage i 2007, at en olietank havde lækket 3000 liter fyringsolie fra en bygning på A. Knudsens Vej 6, som kommunen ejer.

Olien var sivet ned i jorden og umiddelbart efter vurderede ingeniørfirmaet NIRAS, at nedsivningen havde forurenet grundvandet, men ikke den samlede grundvandsresurse.

Kommunen påbød sig selv en såkaldt termisk oprensning, men sagen trak i langdrag, da socialforvaltningen, som på det tidspunkt ejede bygningen, klagede til Miljøklagenævnet over påbuddet. Tre år efter blev klagen afgjort: Kommunen kunne ikke klage over sig selv, og nye undersøgelser blev igangsat.

Derefter gik der en række år uden handling, dels fordi en miljøvurdering viste, at der ikke er fare for spredning, og dels fordi forskellige undersøgelser og flere klager, blandt andet fra Djurs Vand selv, trak processen i langdrag.

»Vi undrer os igennem årene over, at der ikke sker noget, og imens kan vi konstatere, at hvis vi fortsat bruger Skelhøjeboringerne, så vil vi med tiden trække forureningen over i drikkevandet, så derfor lukker vi dem, allerede efter to år.«

Boringerne var vigtige for vandforsyningen i Ebeltoft, faktisk de to bedste i følge direktøren. Djurs Vand forsyner cirka 5000 mennesker med vand. Der er syv boringer i og omkring Ebeltoft tilbage, hvoraf fem af dem er forurenet med pesticid, så Djurs Vand må fortynde dem med vand fra de to rene boringer.

»Vi har forsøgt at råbe kommunen op gennem alle årene, men det er som om, de har forsøgt at tie den her sag ihjel. Det er virkelig også en møgsag for dem, som de efter min mening har håndteret helt elendigt. Og nu, når de så endelig beslutter sig for at gøre noget, så gør de det forkerte, efter min vurdering.«

Minimal rensning

I det seneste budget er der over to år afsat 6,1 millioner kroner til oprensningen. Et beløb, som, grundet mandskabstimer og konsulentydelser, sandsynligvis i følge kommunens Miljø- og teknikforvaltningen ikke ender med at række, da den samlede pris nok nærmer sig 7-8 millioner kroner. Dobbelt så dyrt, som oprensningen i 2007 ville have kostet, hvis den var blevet foretaget med det samme.

Tonny Sædam Frandsen mener altså, at kommunen har valgt at bruge pengene forkert. I følge ham er en totaloprensning af olien slet ikke lovpligtig, og hvis olieforureningen, som den på A. Knudsens Vej, ligger upåvirket hen, så vil den over 30 år være forsvundet af sig selv, vurderer han. Derfor spørger han sig selv, hvad formålet med den her oprensning er.

»Det er blevet besluttet at lave en total oprensning. Det er slet ikke nødvendigt nu, hvor der ikke længere er drikkevandshensyn at tage. I følge loven, som omtaler et proportionalitetsprincip, så er kommunen kun forpligtet til at rense det allermest nødvendige op, så der ikke sker en fordampning op i husene. I stedet vælger Syddjurs Kommune efter min mening helt uden grund og nærmest bogstaveligt talt at smide syv millioner kroner lige ned i et stort hul.«

Kompensation

I følge Tonny Sædam Frandsen kunne pengene bruges bedre. Kommunen kunne give nogle af dem til Djurs Vand.

»Vi mener, det ville være rimeligt med en kompensation for den boring, vi har mistet, som en konsekvens af olieforureningen.«

Djurs Vand er en selvejende institution, som er non-profit. Den må ikke tjene penge og er underlagt en stram statsregulering, der fastslår, hvad prisen for vand skal være i Ebeltoft.

En ny boring koster omkring to millioner at etablere, og i følge direktøren vil den udgift gå ud over forbrugerne.

»Vi kan ikke sætte prisen på vand op, så vores kunder kommer ikke til at få en højere vandregning, men det betyder, at vi ikke har de penge til at renovere vores ledningsnet i samme grad, som vi ellers kunne, og det kan for eksempel betyde vandspild.«

Direktøren har efter eget udsagn flere gange forsøgt at få politikerne til at forholde sig til Djurs Vands ønske om en kompensation og endda bedt om, at såvel kompensationen som oprensningsmetoden blev løftet politisk og sat på dagsordenen i Byrådet.

»Vi har talt totalt for døve ører. Den her sag har kørt siden 2007, og jeg har aldrig syntes, at vi skulle diskutere den slags i pressen. Men nu har I selv på avisen taget sagen op, og så kommer jeg selvfølgelig gerne med mit syn på sagen,« siger Tonny Sædam Frandsen, som har siddet på posten som direktør siden Djurs Vand opstod i 2006.

Ingen studehandel

Ebeltoft Folketidende har forelagt direktør Tonny Sædam Frandsens synspunkter for udvalgsformand Kim Lykke Jensen.

Skelhøjeboringerne er lukkede og forureningen inddæmmet. Hvorfor giver det mening at lave en opgravningsrensning til mange millioner og ikke ’bare’ den mest nødvendige, som Djurs Vand foreslår?

»Politisk mener vi, at vi naturligvis skal foretage den mest miljømæssigt forsvarlige oprensning af den forurenede grund. Det siger loven i øvrigt også, at vi skal gøre. Sagen om A. Knudsens Vej er blevet forelagt det samlede byråd ved flere lejligheder. Eksempelvis i forbindelse med de budgetlægninger, hvor pengene til oprensningen er blevet bevilliget. Lige siden jeg blev formand for udvalget, har byrådet vedkendt sig ansvaret for olielækagen og prioriteret en oprensning.«

Hvad siger du til Djurs Vands forslag om at foretage en minimal oprensning og i stedet bruge pengene på at give en kompensation til Djurs Vand, som har mistet to boringer på grund af forureningen?

»For det første mener jeg ikke, at det er i orden at lave en mindre grundig oprensning af den forurenede grund. For det andet mener jeg ikke, at det er hverken rimeligt eller lovmedholdeligt at lave miljøsager om til studehandler mellem to parter. Hvis Djurs Vand mener, at kommunen er erstatningsansvarlig for det forurenede grundvand, så må vandværket fremlægge dokumentation for dette – og fremsætte et krav mod kommunen. Det er vigtigt at pointere, at vores forvaltning og uvildige rådgivere ikke mener, at den utætte olietank på A. Knudsens Vej er årsag til forureningen af grundvandet i området. Mig bekendt var grundvandet allerede forurenet, inden olietanken sprang læk.«

Tony Sædam Frandsen erkender, at der allerede fandtes en benzinforurening, da olien slap ud, men han afviser, at der er tale om en studehandel.

»Det er da kun rimeligt, at forureneren betaler. Når vi nu kan anvise en løsning, der er bedre og billigere, så er det jo ikke en studehandel. Jeg mener, at Kim Lykke Jensen sender aben videre til os, og det ville klæde udvalgsformanden lige at tjekke op på lovgivningen og princippet om proportionalitet.«

Det princip kender både udvalgsformand og forvaltning dog godt, og fra sidstnævnte lyder det, at det ikke kan anvendes i denne sag:

»Konklusionen efter en lang række klagesager på landsplan viser helt klart, at proportionalitetsprincippet kun bruges i forureningssager, hvor udgifterne til oprensning rammer et to-cifret millionbeløb,« udtaler afdelingsleder Morten Hundahl og tilføjer:

»Hvis en person eller myndighed laver en forurening, som går i grundvandet, så har man i følge jordforureningsloven pligt til at genoprette den hidtidige status. Uanset, om der er drikkevandshensyn eller ej.«

Ikke set før

Djurs Vand appellerer altså til kommunens gode hjerte, når de beder om en kompensation, men i følge forsyningsjurist, Steen Hjelm Jørgensen, så har Djurs Vand en dårlig sag.

Steen Hjelm Sørensen har i en årrække været ved FVD (Danske Vandværker), hvor han har rådgivet vandværker om alt fra sammenlægning til værdiansættelser og vandsektorlovens indvirkning på vandværkerne.

»Jeg har aldrig set, at kommuner på denne måde frivilligt kompenserer vandværker for en ødelagt boring. Det ville kræve, at vandværket først skulle bevise, at boringen blev ødelagt af olieforureningen, og det kan de ikke, når de vælger at lukke den ud fra et forsigtighedsprincip. I øvrigt mener jeg også, at Djurs Vand siger sig selv i mod, når de påstår, at olien skulle forsvinde af sig selv, for hvis den gør det, kan de jo bare vente og åbne boringen igen, når den er væk.«

Juristen tilføjer, at olieforureninger ikke bare sådan forsvinder af sig selv, og at kommunen har pligt til at foretage en totaloprensning, sådan som der er lagt op til fra udvalget.

Oprensningen af grunden er netop gået i gang, og fra såvel udvalgsformand som forvaltning lyder det fortsat enstemmigt, at Djurs Vands ønske om kompensation ikke har nogen gang på jord.