Populær lokalforening fejrer 40 års jubilæum
”Røndegenens Historiske Forening” runder 40 år og det skal fejres 25. november.
Den 22. november 1982 blev Røndeegnens Lokalhistoriske Forening dannet af en række fremsynede personer i Rønde by. En af de første var Frede Østergård, som har skrevet nedenstående beretning:
Starten på Røndeegnens Lokalhistoriske Forening.
Interessen for lokalhistoriske arkiver og foreninger var stor i hele landet omkring 1980. Arkivet havde vi, selv om der var trangt i kælderen under plejehjemmet. Initiativet til dannelsen af en forening kom i efteråret 1982 fra Arne Mørk Andersen. Han indkaldte til stiftende generalforsamling på Hotellet, hvor vi var 21 personer, der meldte sig ind.
Som naturligt var, blev Arne Mørk formand. Jeg blev kasserer, og præsten i Feldballe, Jørn Schmidt, sekretær. Desuden kom Leon Brandenborg fra Thorsager og Carsten Porskrog Rasmussen fra Skrejrup i bestyrelsen. Suppleanter var turistchefen Bobby Berkhuijsen og hendes mand Jens Chr. Olesen, og dem blev der snart brug for, for både Jørn Schmidt og Carsten P. Rasmussen rejste fra egnen. Revisorer var Knud Bødker og Flemming Svenningsen med Oluf Thygesen som suppleant, så halvdelen af de fremmødte fik et job. Kontingentet blev sat til 30 kroner om året.
Betalte af egen lomme
Foreningens første arrangement handlede meget naturligt om Kalø Gods.
De første par år haltede økonomien svært, og kassereren måtte flere gange dække et kasseunderskud af egen lomme, så vi havde stærkt brug for et arrangement, der kunne tiltrække en masse mennesker.Frede Østergaard
Vi diskuterede i den første bestyrelse, hvad vi skulle forstå ved Røndeegnen, og blev enige om, at det nok var hele Djursland. Vi forsøgte allerede første år at arrangere en tur til Hjelm, for vi var klar over, at så ville vi virkelig komme på landkortet. Men det lykkedes ikke, og vi kom først derover adskillige år senere.
De første par år haltede økonomien svært, og kassereren måtte flere gange dække et kasseunderskud af egen lomme, så vi havde stærkt brug for et arrangement, der kunne tiltrække en masse mennesker. Det fik vi, da det lykkedes at få lov til at besøge Lyngsbækgård. Vi besluttede da snedigt, at besøget kun skulle være for medlemmer, for vi var sikre på, at folk ville komme alligevel. Det gjorde de, og vi fik ca. 30 nye medlemmer.
Siden da tror jeg, kassereren har kunnet sove roligt, fortæller Frede Østergaard.
Nye og gamle venner
”Røndeegnens Historiske Forening” tæller i jubilæumsåret 128 medlemmer. Medlemskontingentet er 60 kroner pr. person. Foreningen har i alle årene arrangeret foredrag, udflugter og virksomhedsbesøg for medlemmerne. Alle arrangementer har været og er af historisk/kulturel karakter. Der gennemføres 6-7 arrangementer om året og med en medlemstilslutning på 40-50 personer hver gang. Arrangementerne sigter i første række på at formidle historien/kulturen, men for medlemmerne har det sociale element også stor betydning. Man møder bekendte, men også nye ansigter til gensidig glæde.
Dette års program tæller blandt andet to dages tur til Thy, udflugt til Johannes V. Jensen og Thit Jensens museum i Farsø, besøg på Rosenholm med foredrag om Rosenholm Slot og slægten Rosenkrantz, film om ”Den store Kina rejse”, foredrag om søhelten Peter Willemoes v/ Kaare Kristensen, foredrag om flygtningelejrene på Djursland v/ Vilfred Friborg Hansen og 40 års jubilæumsarrangement.
Foreningen hed oprindelig ”Røndeegnens Lokalhistoriske Forening”, men på et tidspunkt, da man udvidede interessen for historiske og kulturelle oplevelser til et større geografisk område, sløjfede man lokal og ændrede navn til det nuværende ”Røndeegnens Historiske Forening”.
Fest i A-huset
Foreningen ledes af en bestyrelse på fem personer, der alle arbejder frivilligt. Den nuværende formand er Jürgen Jürgensen og før ham Per Jensen, der overtog stafetten efter Henny Degn, som stod i spidsen i hele 15 år.
Jubilæet markeres den 25. november i A-huset. Programmet indeholder udover et traktement sange, festtale ved Henny Degn og et foredrag af Vilfred Friborg Hansen om ”Folk og Liv”. Bestyrelsen håber på et godt fremmøde. Ikke-medlemmer er velkomne mod at tegne medlemskab af foreningen.
Jubilæums arrangementet støttes af Rønde Sparekasse og MENY Rønde.