Åbent hus på DJH, hvor kommunens 8. klasser dyster om en plads til DM i Skills
Favrskov Mesterskabet i skole-skills-stafet finder sted på Den Jyske Håndværkerskole torsdag den 17. november.
I efteråret har alle Favrskov Kommunes 8. klasser dystet i håndværksfag, og til åbent hus vil Favrskov Kommunes dygtigste 8. klasse blive fundet og kåret. Vinderen går videre til danmarksmesterskabet, som finder sted ved DM i Skills i Fredericia den 3. februar.
Favrskovmesterskaberne i skole-skills-stafetten på Den Jyske Håndværkerskole er en årlig tilbagevendende begivenhed for 8. klasser i Favrskov Kommune. Alle Favrskov Kommunes 8. klasser har deltaget i konkurrencens indledende runder hen over efteråret.
Den 17. november til åbent hus på DJH konkurreres der om at blive Favrskovmester og dermed en plads ved finalen i Fredericia den 3. februar 2023, hvor lærlinge fra landets erhvervsskoler dyster om at blive de bedste inden for deres fag.
Der er en lokal vandrepokal på spil, som sidste blev vundet af Haldum-Hinnerup Skolen i Hinnerup.
Åbent Hus på DJH
Ud over skoledysten mellem Favrskov Kommunes 8. klasser byder dagen også på et åbent hus-arrangement på Den Jyske Håndværkerskole.
Her kan man, hvis man tænker på at skulle videre på en erhvervsuddannelse, få hjælp til at træffe det helt rigtige uddannelsesvalg. Alle er velkomne til at besøge de forskellige afdelinger på Den Jyske Håndværkerskole
I de forskellige uddannelsesområder på DjH vil man møde engagerede elever, der er i gang med en uddannelse, og deres undervisere og vejledere, der står klar til at svare på spørgsmål.