Fortsæt til indhold

TRIF Fodbold - jubilæumsgaven som falmede

Seniorfodbolden i TRIF har gennemlevet magiske år, men jubilæumsgaven med endnu en oprykning kiksede

Samfund
Martin Schultz

Thorsager-Rønde Idrætsforening - eller bare TRIF - fyldte i dette efterår 50 år, og det blev fejret på behørig vis. På det sportslige plan var det ikke mindst foreningens voksne fodboldspillere, som bar gaverne frem. Aldrig i TRIF’s lange historie har klubbens fodboldherrer klaret sig så godt som i jubilæumsåret, og midt på efteråret lå TRIF nr. 1 i Jyllandsserien 2 og rakte ud efter endnu en oprykning. Men magien forsvandt, og ‘vinderholdet’ tabte sæsonens fem sidste kampe.

Sidste søndag blev der på hjemmebanen PR Park spillet en mini-finale mellem rækkens nr. 2 TRIF og nr. 3 Ølstrup GU, for vinderen af kampen kunne kvalificere sig til en playoff kamp om oprykning. Men et tilsyneladende udbrændt TRIF hold havde slet ikke punch nok til at udfordre de fysisk stærkere vestjyder, som kynisk og rutineret pelsede de unge TRIF’ere og vandt med 4-1 efter 1-0 ved pausen.

»Vi startede sæsonen med en målsætning om at vi ville etablere os i rækken og ikke blive sovset ind i nedrykningen. Som sæsonen skred frem og vi lå med i toppen, ændrede vi målsætning. Vi ville som minimum gå efter oprykningskampen. Men vi må nok erkende, at tabet af fire stamspillere, som skulle ud at rejse, var for stort. I alle fald har vi tabt alle fem kampe siden de tog afsted. Vi rykkede dygtige spillere op, men springet fra Serie 3 til Jyllandsserien er stort,« siger cheftræner Martin Hornbæk Nielsen.

TRIF tabte med 4-1 til Ølstrup GU og kommer ikke til at spille playoff kamp om oprykning. Med var fra venstre: (bagerst) cheftræner Martin Hornbæk Nielsen, Mikkel Melgaard, Bastian Smedegaard, Tobias Stenshøj Mathiessen, Asbjørn Skaarup Bendtsen, Hjalte Holm Baarstrøm, Frederik Primdal Geertsen, Frederik ‘Futte’ Mandrup. (Forrest) Noah Overgaard, Frederik Ougaard, Frederik Grotkjær Zacho, Mathias Sax, Cilas Rye Brandt Martinsen og Victor Overgård Riis. Foto: Martin Schultz

En genrejsning

‘En rejse’ kalder cheftræner Martin Hornbæk Nielsen den forrygende tur, han sammen med klubbens unge spillere har været på. En genrejsning af et fælleskab og en fodboldkultur, som i 2015 var nødt til at gå sammen med Mørke IF for bare at stille hold. Det fungerede ikke, og det fælles hold rykkede ned i Serie 5.

Men derfra startede opturen, og siden er det kun gået fremad med en stamme af unge spillere, som cheftræner Martin Hornbæk Nielsen også har trænet på TRIF’s ungdomshold. Seniorholdet kravlede op gennem rækkerne, og efter kun en enkelt sæson i Serie 1 i foråret 2021 rykkede TRIF op i Jyllandsserien 2. Efter to sæsoner, hvor holdet skulle vænne sig til niveauet i Jyllandsserien og derfor måtte kæmpe for at hænge på, viste TRIF klassen i efteråret. Trods tabet af flere stamspillere i sommerferien kørte TRIF med klatten og var alene i spidsen af rækken. Men så tabte holdet momentum og tabte de sidste fem kampe i træk.

»Det var ærgerligt og skuffende. Vi spillede som et såret dyr. Mange spillere er nok ikke vant til at tabe fem kampe i træk, og vores modstander havde viljen til at vinde. Det har været en spændende sæson, hvor vi har spillet flot fodbold og lagt dimensioner på vores spil, men vi kunne ikke holde vores niveau,« siger Martin Hornbæk Nielsen om sæsonens sidste kamp mod Ølstrup GU. TRIF’s andethold blev nr. 2 i Serie 3 og skal spille playoff kamp om oprykning mod Randers Freja.

Årets serietræner

TRIF’s genrejsning af seniorfodbolden har vakt opmærksomhed i fodboldmiljøet og sidste år blev Martin Hornbæk Nielsen kåret til Årets serietræner i Jylland. Han har knoklet både på og udenfor banen og arbejdet for et fodboldmiljø, som sikrede et godt fællesskab og fastholdt de unge spillere i overgangen fra ungdom til voksenfodbold.

Klubben har desuden drengehold i alle rækker. U14 pigerne spiller i landets bedste række. To af seniorholdets profiler og unge kulturbærere, Mathias Haulrik og Mikkel Melgaard, hjælper til som børneudviklingstrænere. TRIF har hver sommer sin egen fodboldskole med over 200 drenge og piger med mange af klubbens egne spillere som trænere og hjælpere.

»Vi har sat rigtig mange ting i søen. Vores afdeling er blevet mere struktureret og mange frivillige hjælper til i ad hoc grupper. Der er masser af forældre, der byder ind med hjælp på børne-og ungdomshold. Vi har også fået en kultur, hvor man går til fodbold, for flere folk kommer til vores kampe, og vi ser flere ældre TRIF’ere komme på PR Park for at se, hvad der foregår. Frivillige har bygget et lille klubhus og der er skabt et miljø omkring banen,« siger Martin Hornbæk Nielsen.

Visionerne er mange. Senest har TRIF’s fodboldformand Rikke Baarstrøm taget intitiativ til fodboldfitness for voksne kvinder, hvor man én gang om ugen kombinerer fodbold og fysisk træning.