Fortsæt til indhold

Aarhus Business College åbner ny elev-drevet butik

Ny butik er drevet af elever, der uddanner sig inden for detail, handel og kontorområdet.

Samfund
ksa

Nu slår Aarhus Business College dørene op for livsstilsbutikken Cirkulär, som er en ny uddannelsesbutik drevet af elever fra EUX Gymnasiet. Den ligger på Sønderhøj 28 i Viby.

»Interiør, design og kaffe. En café og livsstilsbutik i bevægelse.«

Sådan beskriver eleverne butikken Cirkulär, der holder grand opening mandag d. 7. november. Butikken er drevet af netop eleverne, der uddanner sig inden for detail, handel og kontorområdet.

»Den er blevet så flot, og vi glæder os til at sætte vores eget præg på butikken og sælge både kaffe og produkter fra alle vores fede samarbejdspartnere,« siger Emilie Elleskov Thygesen, der uddanner sig inden for handel.

Uddannelsesbutikken er lavet i samarbejde med indretningsfirmaet KAKI og med Aarhus TECH, hvis elever har stået for tømrer- murer- og malearbejde, og butikken skal være med til at sikre skoleoplæring af høj kvalitet, så eleverne øger deres sandsynlighed for en efterfølgende uddannelsesaftale i en virksomhed.

Tanken bag Cirkulär har været at skabe et inspirerende læringssted for eleverne i skoleoplæring og et samlingssted for elever, kollegaer og det lokale erhvervsliv.

»Tanken bag Cirkulär har været at skabe et inspirerende læringssted for eleverne i skoleoplæring og et samlingssted for elever, kollegaer og det lokale erhvervsliv. Uddannelsesbutikken er helt sikkert et vigtigt led i at styrke erhvervsuddannelserne i Aarhus,« siger Jeanette Nielsen Thomadsen, der er teamleder hos skoleoplæringscenteret på Aarhus Business College og fortsætter:

»Og så håber vi, at folk kommer til at mødes i ”cirkler”, får en snak og køber produkter til bolig eller skønhed, hvis man har lyst til det.«

Projektmidlerne til den nye butik stammer fra trepartsaftalen af 28. maj 2020 om et udstyrsløft af skolepraktikcentre for at sikre tidssvarende udstyr.