Pres på julehjælpen: Mødrehjælpen samler ind
Det stigende antal ansøgninger vidner om en særlig stor økonomisk desperation i år.
Siden Mødrehjælpen åbnede for den årlige ansøgning til julehjælp i begyndelsen af oktober, er det væltet ind med ansøgninger fra forældre, der ikke har råd til at holde en jul for deres børn.
På lidt over en måned har Mødrehjælpen modtaget knap 13.000 ansøgninger, hvilket er 71 procent flere ansøgninger end samme tid sidste år. Det skriver Mødrehjælpen i en pressemeddelelse.
»Vi oplever en virkelig bekymrende tendens rundt omkring i landet. Vores rådgivere taler dagligt med forældre, der er så presset på økonomien, at de må prioritere mellem at betale elregningen eller få mad på bordet. Når familierne er så hårdt spændt for, er det klart, at der ikke er råd til at sætte en julemiddag på bordet eller til at lægge en lille pakke under træet til børnene,« siger Mødrehjælpens direktør, Ninna Thomsen.
Mere end hver tredje forældre har i deres ansøgning til Mødrehjælpens Julehjælp angivet, at den primære årsag til, at de søger hjælpen, er de stigende priser.
»Julehjælpen kan forhåbentligt være et lille lys i mørket for familierne, men vi ved også godt, at det desværre kun er et lille plaster på såret. Der skal gøres langt mere for de her familier fra politisk hold,« siger Mødrehjælpens direktør, Ninna Thomsen.
Som noget nyt har Mødrehjælpen i år inflationsreguleret julehjælpen med 10 procent. Det betyder, at hjælpen i år består af 550 kroner per hjemmeboende barn under 18 år.
For at imødekomme så mange ansøgere som overhovedet muligt er Mødrehjælpens indsamling til julehjælpen startet 1. november i år, hvilket er godt to uger tidligere end sidste år.
»Vi er dybt afhængige af danskernes støtte til julehjælpen. Vi ved, at de stigende priser presser rigtig mange, men vi håber alligevel på, at danskerne vil bakke op om vores indsamling, så de hårdest trængte børnefamilier også kan opleve lidt julestemning. Jeg håber inderligt, at vi når i mål med at hjælpe de familier, der har brug for vores hjælp,« slutter Mødrehjælpens direktør, Ninna Thomsen.
Man kan ansøge om julehjælpen frem til den 9. december.