Det ligger i vores DNA: HSM Industri hædret med pris for at give unge en 'second chance'
Virksomheden HSM Industri fra Grenaa blev ved onsdagens Made By Djursland-erhvervsmesse i Auning hyldet med en pris for deres arbejde for at give unge - ofte utilpassede - en chance til som lærlinge på værkstederne.
Blandt tungt maskineri, produktionsanlæg og skelletter til go-karts blev årets Made by Djursland-erhvervsmesse afholdt hos Nørgaard Teknik i Auning onsdag 9. november.
Her var temaet især, hvordan automation og robotter skulle gøre sit indtog hos danske produktions- og håndværksvirksomheder - og ikke mindst, hvordan vi som samfund ansporer unge mennesker til i højere grad at vælge de tekniske og erhvervsrettede uddannelser inden for håndværk og produktion.
Et af dagens højdepunkter ved messen, der afholdes af erhvervsforeningen Business Djursland, var uddelingen af den såkaldte Made by Djursland-pris, som i denne ombæring blev overrakt af kundechef i Djurslands Bank, Jeppe D. Friis.
Her modtog Kaj Sørensen på vegne af smedevirksomheden HSM Industri i Grenaa prisen og høstede tak og rosende anerkendelse for den indsats, virksomheden gør lokalt ved at tage mange lærlinge ind; især unge mennesker, der i mange henseender er dømt ude af samfundet, som de tager ind og giver en chance for en uddannelse og en fremtid i håndværkerfagene.
I øjeblikket har HSM Industri 17 smedelærlinge gående.
I begrundelsen for overrækkelsen takkede Business Djursland HSM for deres store indsats og for at skabe plads til forskellighed i deres sociale arbejde og have stor betydning for at få unge mennesker til at tage en erhvervsuddannelse.
Får ’rygmærke’ på
Det var en tydelig berørt Kaj Sørensen, der efter prismodtagelsen satte et par ord på anerkendelsen. Han er selv udlært hos HSM, i dag er han værkstedschef og har været i HSM i over 20 år.
»Det er jo et skulderklap. En anerkendelse af, at vi er med til at gøre en forskel. Det er hårdt arbejde, men på den anden side af det, kommer de jo nogle dejlige knejter ud,« forklarer han.
Til spørgsmålet om, hvorfor HSM netop har det her store fokus på at give unge en chance til, siger Kaj Sørensen:
»Det ligger i vores DNA. Det har vi altid gjort,« siger han og fortsætter:
»Det er rigtig godt at kunne være med til at gøre en forskel for de her unge mennesker. Den nemme løsning er jo at kigge væk, eller fyre med det samme - vi tror på at give de unge en chance til.«
Kaj Sørensen har gennem 20 år netop mærket, at det gør en forskel for de unge mennesker at komme ind et sted, hvor der både bliver stillet krav og forventninger til dem, men også hvor de bliver set, anerkendt og hjulpet.
»Vi har folk hos os, der ikke har været for heldige med forældre eller har haft et helvede i skolen. Så oplever man, at et voksent menneske kan stå med tårer i øjnene og sige: Jeg har aldrig fået ros på den her måde før,« fortæller Kaj Sørensen.
HSM Industri giver også en chance til nogle af de, der er tæt på eller ér kommet på kant med loven tidligere i livet. I virksomheden møder de så faste rammer, forventninger og krav.
»Det er simpelt. De skal overholde de aftaler, vi laver, og så skal de være ærlige,« siger Kaj Sørensen og fortsætter:
»Vi opsøger ikke problemer, men når man kommer herind og får vores ’rygmærke’ på, så passer vi også på dem,« siger han.
Vedholdenhed
Ifølge Kaj Sørensen er en af udfordringerne med nogle af de unge, de tager ind at holde dem fast til arbejdet, hvis det går skævt eller er svært. Vedholdenhed er et nøgleord i at lykkes med det, de får hos HSM.
»Det handler om, at vi er vedholdende og ikke giver op på de unge mennesker, men det handler også om vedholdenhed den anden vej. Der er flere, der så, når de møder modgang, får lyst til at smide det hele, så holder vi dem til ilden,« siger Kaj Sørensen.
Et af de store fokusområder på årets Made by Djursland-messe var også de udfordringer med at få unge til at tage erhvervsuddannelse, der hersker i samfundet i øjeblikket. Det er et erklæret mål herhjemme, at 25 procent af danske unge efter folkeskolen skal tage en erhvervsuddannelse. Ansøgningstallet for 2022 viser dog, at kun omkring 20 procent traf det valg.
Ifølge Kaj Sørensen arbejder HSM med at være så åbne som mulige om deres erfaringer, for det er ikke mere bøvlet, som han siger. En måde at få flere unge ind på erhvervsuddannelser handler ifølge Kaj Sørensen også om at lytte til de unge og lade dem selv finde ud af, hvad de gerne vil.
»Det nytter ikke, at forældrene trækker en studenterhue ned over hovedet på deres børn. Det handler om at lade de unge vælge, hvad de selv vil. Det er så simpelt. Det handler ikke om, hvad man laver, men at man er glad for det. Det er det, jeg har sagt til mine egne børn,« siger han.