Djurs Sommerland er Årets Park
Børnefamilier kårer Djurs Sommerland som ”Årets forlystelsespark i Danmark” for fjerde år i træk.
65.591 stemmer er talt op, og for fjerde år i træk kårer børnefamilierne Djurs Sommerland som ’Årets forlystelsespark’. Prisen blev lørdag uddelt ved Børn i byens store prisshow på Designmuseum Danmark. Djurs Sommerland var nomineret i kategorien ”Årets forlystelsespark” sammen med blandt andet Legoland, Fårup Sommerland og Tivoli.
»Vi er stolte og taknemmelige over, at vi vinder den flotte pris igen i år foran et stærkt felt af nominerede. Det er en fantastisk afslutning på vores rekordsæson i år med 878.000 gæster og en kæmpe anerkendelse af den store indsats vores 850 medarbejdere gør for at give gæsterne de allerbedste oplevelser,« siger adm. direktør Henrik B. Nielsen i en pressemeddelelse.
De to ejere og brødre Michael og Henrik B. Nielsen er ambitiøse og arbejder målrettet for, at netop deres sommerland skal være landets allerbedste forlystelsespark for børnefamilier.
Alene de sidste 10 år har de investeret mere end en halv milliard kroner i over 30 nye forlystelser, restauranter, butikker og forbedringer i parken, der tæller et areal på mere end 70 fodboldbaner. Seneste investering er i et helt nyt temaland – Dinosaurland med 25 animatroniske dinosaurer og tre nye forlystelser i 2022 til 100 millioner kroner.
Fortsætter i 2023
Allerede i den kommende sæson venter igen nye, store oplevelser for børnefamilierne i Nordens største sommerland. Parken investerer i omegnen af 50 millioner kroner i tre nye forlystelser i det populære Dinosaurland.
»Dinosaurland kan noget særligt, og børnefamilierne vil køre langt for at opleve det. Derfor udvider vi det tematiserede dinosaur-univers med tre store nyheder, der kommer til at hedde SpinOsaurus, Motorbike Derby og Fossilvaskeren. Og jeg tør godt love børnefamilierne, at de virkelig har noget at glæde sig til,« siger Henrik B. Nielsen.
De tre nye forlystelser står klar, når Djurs Sommerland åbner igen 29. april 2023.