Juletræet tændes i Vivild
Arrangementet torsdag 24. november starter kl. 16.15 i kirken med Luciaoptog.
Traditionen tro tændes lysene på Vivilds juletræ ved et festligt og hyggeligt arrangement. Dette sker som vanligt torsdagen før første søndag i advent, i år den 24. november.
Klokken 16.15 starter arrangementet i kirken med orgeltoner, sang og Luciaoptog med mere. Deltagere i luciaoptoget er årets konfirmander, både fra sognemenigheden og valgmenigheden. Valgmenighedens og sognets præster har samarbejdet om at lave arrangementet i kirken, hvis døre er åbne under hele arrangementet. Kan man ikke kan nå frem til kl. 16.15, er man velkommen til at dukke op under forløbet. Fra kirken går turen over til juletræet på Dagli’Brugsens parkeringsplads.
Ankommer i hestevogn
Julemanden og Nissemor ankommer i hestevogn til p-pladsen ved Brugsen. Når Julemanden har samlet alle, tælles der ned til det store øjeblik, hvor alle lysene vil stråle fra træet.
Julemanden og nissemor har naturligvis en pose med lidt godt til de fremmødte børn, og Dagli’ Brugsen sørger for æbleskiver og gløgg henholdsvis saftevand til voksne og børn. Børnene kan få en lille tur i julemandens hestevogn. Dette plejer at være et tilløbsstykke.
Alle er velkomne til arrangementet, som de tidligere år både har været festligt og med hyggelig stemning.
Arrangører er i samarbejde Dagli’Brugsen, Vivild Borger & Handel, Norddjurslands Valgmenighed og Sognemenigheden i Vivild.