Fortsæt til indhold

Fejrer vintersolhverv i Mols Bjerge

Earthwise Residency inviterer 17. december til fejring med gamle årstidsritualer, livemusik og mad.

Samfund
gs

Earthwise Residency midt i Mols Bjerge inviterer til fejring af Vintersolhverv som den næste i rækken af Jordvise Aftener. Det sker lørdag 17. december kl. 15-20 i Bogens.

Med Jordvise Aftener markeres de fire årstidspunkter ved solhverv og jævndøgn, og baseret på historisk viden undersøges fejring og ritualer fra tidligere tider i de danske landsbyer.

»Til Vintersolhvervs Jordvise Aften inviterer vi deltagerne til at ’holde mørkning’ sammen: Et ældgammelt dagligdagsritual fra det mørke vinterhalvår, hvor man i tavshed lader mørket sænke sig, før man tænder lys,« lyder det fra arrangørerne i en pressemeddelelse.

Der serveres vegetarisk vintermad af blandt andet Earthwises egne råvarer, og de normale spiseritualer udvides med finurlige tiltag. Udover Ebeltoft Gårdbryggeris øl bliver der budt på på biodynamiske vine fra Languedoc i Sydfrankrig.

Undervejs vil der være indslag om og med landskabet – både en kort gåtur, og et bål.

Musik og gaver

Livemusikken leveres af den franske kontrabassist og komponist Brice Soniano, som inviterer sin kollega kollega Simon Leleux fra Belgien – en sand virtuos på forskellige håndtrommer. Simon har dernæst et månedlangt arbejdsretreat på Earthwise.

Hvis man mangler julegaver, kan man under aftenen købe biodynamisk eller økologisk vin, balsamicoeddike og olivenolie fra Languedoc, samt Earthwises egen sensommerhonning.

Billetter købes via https://www.nationalparkbooking.dk/arrangementer.

Der er begrænset antal pladser.

Arrangørerne opfordrer til at tage en coronaselvtest før ankomst.