Unge atleter hev topplaceringer hjem ved regionsfinale
Seks atleter fra HI Skanderborg Atletik i alderen 10-13 år repræsenterede det samlede østjyske hold med stor succes.
Skanderborgs atletikklub, HI Skanderborg Atletik, havde seks atleter i alderen 10-13 år udtaget til det samlede østjyske hold, der lørdag 12. november dystede i Randers. Her dystede de vestdanske landsdele i årets regionsfinale, der denne gang blev afholdt indendørs og delvist udendørs (som for eksempel i disciplinen spydkast).
HI Skanderborg Atletik, der i vintersæsonen træner i Skanderborg Gymnasiums hal, havde to deltagere med i hver af de to 12-13 års klasser, og begge hold blev nr. 3 i regionernes konkurrence. De to yngste deltagere bidrog til sejre for Østjylland – i begge tilfælde foran det sydjyske hold. Tilde Hedegaard Andersen imponerede i højdespring P11 med 1,40m, hvilket gav en suveræn sejr som også ville havde rakt til en 2. plads hos de 13 årige piger! Og 10 årige Frederik Gøgsig Odgaard hentede en flot 2. plads i længdespring med 4,18m i et felt, hvor flere af de andre atleter var et år ældre.
De unge talenter sluttede dagens konkurrencer af med 10x200 m stafetløb sammen med holdkammerater fra hhv. Randers Freja, Aarhus 1900, Aarhus Fremad, Silkeborg SAK77 og Beder-Malling. Disse løb skabte begejstring og et højt lydtryk i hallen – og i flere tilfælde fik de afgørende betydning for placeringerne.