Desperat efter hjælp: På søndag åbner vinterherberget - men mandag må det måske lukke igen
Vinterherberget mangler igen frivillige - men i år er leder Søren Christensen ekstraordinært desperat. Og det er nærværende avis desværre medskyldig i.
Vi er desværre nødt til at starte denne artikel med en indrømmelse og en klokkeklar beklagelse.
Hvert år meddeler det aarhusianske vinterherberg, hvor hjemløse kan få et varmt måltid mad og en lun seng i de kolde måneder, at man mangler frivillige. Og hvert år skriver vi en artikel om det, fordi vi finder det relevant og vigtigt.
Hvad vi ikke vidste var dog, at den artikel plejer at have den glædelige konsekvens, at en del frivillige melder sig. Skæbnen ville dog, at meddelelsen fra vinterherberget landede i vores indbakke den 1. november, dagen for folketingsvalget, og derfor overså vi den desværre.
Dermed er vi medskyldige i, at leder af herberget, Søren Christensen, er ekstraordinært desperat i år.
»Ja, det er noget værre rod i år, rent ud sagt. Det plejer at vælte ind med interesserede, som har læst om det hos jer, så vi vil rigtig gerne have jeres hjælp. I har reddet min røv mange gange,« griner han og får en uforbeholden undskyldning - og en artikel.
Avisen er dog ikke eneansvarlig for miseren, lader Søren Christensen forstå.
»Der er ekstraordinært mange af de frivillige fra sidste år, der er sprunget fra i år, så derfor har vi ekstra meget brug for hjælp. Der er mange ledige aftenvagter, og det har vi aldrig haft før. Det store problem har altid været nætterne, men i år er vi på den over hele linjen.«
Derudover har han fået 200.000 kroner mindre fra staten, end han plejer, og det betyder, at han ikke bare kan hyre en lønnet medarbejder ind, hvis det går helt galt.
»Det er der ikke penge til i år. Overhovedet.«
Status mandag eftermiddag er, at vinterherberget åbner som planlagt på søndag kl. 19.30 med besøg fra socialrådmand Anders Winnerskjold (S) og biskop Henrik Wigh-Poulsen. Men dagen efter må det lukke igen, fordi der ikke er nok til at dække vagterne ind.
»Vi er nødt til at lukke, hvis der ikke er nok. Der skal eks. være to på vagt om natten. Så må vi åbne de dage, der er nok.«
Vi har haft en meget mild oktober og november. Tror du, at det kan have haft en negativ betydning?
»Det kan godt være, at man tænker, at det så ikke er nødvendigt. Men det er det. Hold da kæft. Med regnen og kulden, der kommer. De har jo ikke noget. Det kan godt være, at de kan klare den lidt endnu med telte, presenninger, p-kældre og trappeopgange, men hver gang de bliver smidt væk, skal de finde et nyt sted. Det er så vigtigt med hjælp,« slår herberglederen fast.
Lige nu mangler Søren Christensen at besætte 10 aften- og nattevagter i den kommende uge og 13 i den efterfølgende uge.
»Så hvis du skaffer 20 frivillige, så får du et knus,« griner han.
Så lad det hermed være en opfordring herfra.
Tirsdag d. 15. november er der informationsmøde hos vinterherberget i Tage-Hansens Gade 18 kl. 18.30-20.