Fortsæt til indhold

Efter fordyrende klagesager: Kunstgræsbane på vej i Fjellerup

Bag Djurslands Efterskole er de første udgravninger gået i gang til en ny kunstgræsbane, der skal fremtidssikre skolen og komme hele byen til gavn, siger forstander.

Samfund

»Hvis I hører brumme- og byggestøj heroppe fra toppen af Kanneshøjvej i denne tid, så er det fordi, vi er startet på at bygge en kunstgræsbane i fuld størrelse her oppe bag hallen på efterskolen.«

Sådan indleder forstander for Djurslands Efterskole, William Enevold Ehmsen, et nyligt Facebook-opslag i en Fjellerup-gruppe, efter der er taget hul på i første omgang graverarbejdet for den nye bane.

Forstanderen siger til Grenaa Bladet, at kunstgræsbanen skal være med til at gøre det attraktivt for unge, der søger efterskole, at vælge Djurslands Efterskole.

»Det går generelt godt for efterskolerne i øjeblikket - også os. Det er så et spørgsmål om at have de faciliteter, der gør, at vi også har det i fremtiden. Så det er også af egen interesse,« siger William Enevold Ehmsen.

Sammen med selve kunstgræsbanen opstilles der hegn og lysanlæg, så den kan benyttes om vinteren også - sidstnævnte gjort muligt blandt andet ved donation fra ELRO Fonden - og banens samlede omkostninger ventes at løbe op i 5,5-6 mio. kr., fortæller forstanderen.

Byens bane

Når William Enevold Ehmsen skriver ud på Facebook i lokalområdet er det for at holde byen orienteret om banens tilblivelse - for selvom det er efterskolen, der anlægger banen, er det meningen, den skal komme hele byen til gavn. Fjellerup IF og AC Norddjurs er også tiltænkt til at benytte banen.

Generelt er der god opbakning lokalt til at få endnu en kunstgræsbane til Norddjurs.

»Den kommer hele Fjellerup by og Norddjurs til gavn, og vi håber jo, at det også betyder flere børn og unge, der kan komme og bevæge sig og holde sig sunde og raske,« siger William Enevold Ehmsen.

Forstanderen, der har været ved roret på Djurslands Efterskole siden marts 2021, forklarer, at det er hans filosofi, at skolen og lokalsamfundet spiller tæt sammen.

»Det er vigtigt, vi er en aktiv del af lokalområdet og byen. Vi har 115 elever, og der bor omkring 400 mennesker i Fjellerup, og det er vigtigt, der er et godt forhold mellem skolen og de mennesker, der har dagligt liv og gang derude. Derfor lægger jeg også vægt på, at man skal komme til mig, hvis der er noget i forhold til mine elever. Det oplever jeg heldigvis sjældent.«

Forhalende protest

Trods opbakning fra Norddjurs Kommune, de lokale idræts- og fodboldforeninger var det dog ikke alle lokale, der var lige begejstrede for kunstgræsbanen. Den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening samt landsorganisationen sendte klager over projektet ind i 11. time, forklarer forstanderen.

»Det var min forgænger, der havde indsamlet tilladelser til det hele, og jeg mener, det var en halv time inden klagefristens udløb, at der blev indgivet to klager. Den første klage fra lokalafdelingen af Danmarks Naturfredningsforening blev hurtigt fejet af, for de havde ingen klageret, men den anden sendte så sagen videre, hvor den har ligget to år og ventet, hvor vi ikke har kunnet gøre fra eller til,« siger William Envold Ehmsen.

Han er tydeligt frustreret over sagsgangen, der har kostet både tid og penge.

»I mellemtiden så er verden jo gået amok, så vi måtte til genforhandlinger om, hvad det skulle koste. Så det har som minimum gjort banen en million kroner dyrere og forsinket den i to år,« siger han.

Men på trods af klagesagerne fandt det første byggemøde sted tirsdag den 8. november, arbejdet kan nu begynde, og banen forventes klar til brug 1. februar, forklarer William Enevold Ehmsen.